Mistænkt drabsmand fra El Paso nægter sig skyldig i drab
21-årige Patrick Crusius er tiltalt for at have dræbt 22 mennesker og såret 25 andre under et masseskyderi i en Walmart-forretning i El Paso den 3. august i år. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Pool/Ritzau Scanpix
En 21-årig mand er anklaget for drab på 22 mennesker, men nægter sig skyldig. Anklager går efter dødsstraf.
Den mistænkte gerningsmand bag et dødeligt skyderi i en Walmart-forretning i El Paso i den amerikanske delstat Texas nægter sig skyldig i drab.
Det siger han under et retsmøde torsdag, rapporterer flere amerikanske medier.
Den 21-årige amerikaner Patrick Crusius er tiltalt for at have dræbt 22 mennesker og såret 25 andre under et masseskyderi den 3. august i år.
Umiddelbart efter sin anholdelse tilstod han ugerningen over for politiet og fortalte, at han var gået målrettet efter mexicanere.
Men under en høring ved en domstol i El Paso torsdag nægter han sig skyldig.
Anklager Jaime Esparza har tidligere oplyst, at han vil gå efter dødsstraf til Patrick Crusius.
Ifølge anklagemyndigheden behandles skyderiet som en terrorhandling.
Efterforskningen peger på, at Crusius kørte ni timer fra sin hjemby Allen til grænsebyen El Paso, hvor størstedelen af indbyggerne er latinamerikanere.
Overvågningsvideoer viser, at han går ind i Walmart-forretningen med et gevær.
Inden angrebet offentliggjorde Patrick Crusius desuden en slags manifest, hvor der blandt andet står, at angrebet er "et svar på den latinamerikanske invasion" af USA.
Af anklageskiftet fremgår det, at det var Crusius selv, der overgav sig til politiet efter angrebet med ordene: "Jeg er gerningsmanden".
Patrick Crusius' mor har tidligere fortalt, at hun kontaktede politiet flere uger inden skyderiet, fordi det bekymrede hende, at sønnen havde et gevær.
Få dage efter skyderiet besøgte USA's præsident, Donald Trump, El Paso. Her blev han mødt af hundredvis af vrede demonstranter.
De kritiserede Trumps hårde retorik mod migranter, som ifølge demonstranterne har været med til at skabe politiske og kulturelle spændinger i USA.
Den amerikanske supermarkedskæde Walmart er efterfølgende stoppet med at sælge ammunition til håndvåben og visse geværer.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet