Mistænkt for London-drab er udskrevet fra hospital
En af de to hovedmistænkte i sagen om islamiske ekstremisters brutale drab på en britisk soldat i London blev tirsdag udskrevet fra et hospital og overført til et fængsel, oplyser myndighederne.
Den 22-årige Michael Adebowale er mistænkt for at have dræbt soldaten Lee Rigby, ligesom han er mistænkt for at have forsøgt at dræbe en politimand, siger politiet i den britiske hovedstad.
Adebowale blev sammen med den anden hovedmistænkte, den 28-årige Michael Adebolajo, skudt og såret på gerningsstedet nær en kaserne i bydelen Woolwich onsdag i sidste uge.
De to mænd vil blive afhørt af specialister i terrorbekæmpelse.
Pårørende til Adebolajo udtrykker i en erklæring tirsdag "dyb skam og fortvivlelse" over drabet på Rigby, og de kondolerer hans familie.
Familien, der er britiske statsborgere af nigeriansk herkomst, og som menes at være kristne, siger, at religion aldrig bør anvendes til at retfærdiggøre vold.
Forbipasserende vidner filmede det makabre mord, som blev begået med en stor kødkniv og en slagterkniv. Med offeret liggende død i baggrunden gik Adebolajo målrettet efter at blive filmet.
På filmen forklarer Adebolajo, at drabet handler om de britiske soldaters deltagelse i krige i muslimske lande.
Der er foreløbig anholdt 10 personer i sagen.
Adebolajo blev i 2010 tilbageholdt af myndighederne i Kenya, der sagde, at han havde forsøgt at rejse til Somalia for at tilslutte sig militante islamiske grupper.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker