Mistænkt for museumsdrab tilbageholdes endnu en måned
Den 29-årige franskmand, der er mistænkt for at have skudt og dræbt fire personer på det jødiske museum i Bruxelles i maj, er blevet varetægtsfængslet en måned i Bruxelles og sigtet for "drab i en terrorrelateret kontekst".
Mehdi Nemmouche har brugt mere end et år på at kæmpe sammen med islamiske ekstremister i Syrien og blev udleveret fra Frankrig til Belgien i sidste uge, hvor han skal afhøres, og sagen mod ham skal køre.
I en udtalelse fra den belgiske anklagers kontor lyder det, at undersøgelseskammeret har besluttet, at "varetægtsfængsle NM i en måned".
Siden Nemmouches ankomst til Belgien er han blevet afhørt af det føderale politis antiterrorenhed såvel som af en undersøgelsesdommer.
Ifølge belgiske medier nægtede Nemmouche at sige noget under afhøringen, ifølge hans advokat fordi han var vred over, at hans forklaring til fransk politi for to måneder siden blev lækket til pressen.
Til at starte med nægtede Nemmouche, der har algeriske rødder, i det hele taget at lade sig udlevere. Men han ombestemte sig senere på betingelse af, at Belgien lovede ikke at lade ham retsforfølgelse i et tredje land.
Hans advokat i Frankrig har fortalt, at Nemmouche frygtede at blive sendt til Israel, da to af ofrene kom derfra.
Angrebet på det jødiske museum blev begået af en mand, der med en Kalashnikov-riffel dræbte et israelsk par og en fransk kvinde. En belgisk mand blev såret, men døde 6. juni af sine kvæstelser.
Da Nemmouche blev anholdt i Marseille, bar han på en Kalashnikov, et andet skydevåben og ammunition, der svarede til det, der blev brugt under angrebet i Bruxelles.
Angrebet, der var det første af en sådan karakter i Bruxelles i tre årtier, vakte frygt for en genopblussen af antisemitisk vold i Europa og af terrorangreb fra udenlandske krigere, der vender tilbage fra kampe i Syrien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned