Mistænkt i Parisangreb vil samarbejde med myndighederne
Salah Abdeslam, der mistænkes for at stå bag Parisangrebet, vil angiveligt samarbejde med myndighederne.
Salah Abdeslam, der mistænkes for at have deltaget i angrebet i Paris 13. november, hvor 130 mennesker blev dræbt, vil samarbejde med de franske myndigheder.
Det fortæller hans belgiske advokat ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg kan bekræfte, at Salah Abdeslam ønsker at blive overdraget til de franske myndigheder, siger advokat Cedric Moisse.
- Jeg kan også bekræfte, at han ønsker at samarbejde med de franske myndigheder, siger advokaten.
Salah Abdeslam blev 18. marts anholdt i Bruxelles-bydelen Molenbeek i en politiaktion, hvor han samtidig blev skudt i benet.
Fire dage efter anholdelsen af Abdeslam slog selvmordsbombere til i Bruxelles' største lufthavn, Zaventem, og i et tog på metrostationen Maelbeek nær EU's hovedkvarter. I alt blev 32 mennesker dræbt i det koordinerede angreb.
Salah Abdeslam er blevet sat i forbindelse med flere af gerningsmændene bag angrebet på den belgiske hovedstad.
Den 26-årige belgiskfødte franske statsborger har siden sin anholdelse siddet fængslet i byen Brügge og hidtil nægtet at udtale sig til efterforskerne om angrebet i Bruxelles.
Under en afhøring om angrebet i Paris har han fortalt, at han havde i sinde at sprænge sig selv i luften på Frankrigs nationale stadion, Stade de France, i Paris, men at han bakkede ud i sidste øjeblik.
Senest fredag vil en dommer træffe afgørelse om, hvorvidt Salah Abdeslam skal udleveres til Frankrig fra Belgien.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker