Mitch McConnell er indlagt efter fald under privat middag
Der er ikke umiddelbart oplysninger om McConnells tilstand efter fald under middag. (Arkivfoto). Foto: Drew Angerer/Ritzau Scanpix
Den mangeårige republikanske profil Mitch McConnell snublede under privat middag og er indlagt.
Senatets mindretalsleder, Mitch McConnell, er blevet indlagt efter at være snublet og faldet under en privat middag.
Det oplyser en talsperson for 81-årige McConnell ifølge NBC News torsdag morgen dansk tid.
- Denne aften snublede McConnell på et lokalt hotel under en privat middag. Han er blevet indlagt på et hospital, hvor han modtager behandling, siger talspersonen til det amerikanske medie.
Der er ikke umiddelbart oplysninger om hans tilstand. Der er heller ikke nærmere detaljer om situationen, hvor han snublede.
Republikaneren blev første gang valgt ind i Senatet i 1984. Han var i en periode flertalsleder for partiet i Senatet indtil tidligt i 2021. McConnell er i gang med sin syvende periode som senator. Han er valgt ind i Kentucky.
I 2019 snublede og faldt han i sit hjem i Kentucky. Dengang fik han et brud i skulderen og måtte opereres.
Republikaneren fortæller sjældent offentligt om sit privatliv, skriver nyhedsbureauet AP.
Men i løbet af coronakrisen fortalte han om, hvordan han havde haft polio som barn - også kendt som børnelammelse.
Han beskrev, hvordan han måtte træne sig op. Som voksen har han også anerkendt, at han har haft visse problemer med at gå op ad trapper.
Flere senatorer har været sygemeldt på det seneste.
Det gælder blandt andre den demokratiske amerikanske senator John Fetterman.
Den 53-årige senator lod sig midt i februar frivilligt indlægge på et hospital for at modtage behandling for en klinisk depression. Han ventes ifølge nyhedsbureauet AP fortsat at være sygemeldt i nogle uger.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker