Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, har haft et møde med premierminister Morgan Tsvangirai. Det er første gang, at de to har haft samtaler, siden premierministerens parti for halvanden uge siden besluttede at boykotte den samlingsregering, der blev dannet af de to parter tidligere på året.
Den nye krise i den skrøbelige koalition opstod, da Tsvangirai og hans Bevægelse for Demokratisk Forandring (MDC) meddelte, at den ville boykotte regeringsmøder i protest mod anholdelsen af en ledende MDC-rådgiver, og Mugabes afvisning af til fulde at implementere den politiske aftale mellem parterne i regeringen.
- Mødet er startet og er fortsat i gang, sagde Tsvangirais talsmand, James Maridadi, mandag eftermiddag.
Mugabe og Tsvangirai har tidligere haft møder en gang om ugen.
MDC-repræsentanter siger, at mødet vil fokusere på emner, som det tidligere oppositionsparti mener ikke er blevet imødekommet til trods for den aftale, der sidste år blev indgået mellem MDC og Mugabes parti, Zanu-PF.
MDC beskylder Mugabe for ikke at ville udpege en ny centralbankdirektør og en ny justitsminister samt for at have spændt ben for Roy Bennett, Tsvangirais kandidat til posten som vicelandbrugsminister.
Bennett, en hvid farmer, er ledende rådgiver for Tsvangirai. Han blev anholdt i februar og sigtet for landsforræderi. Efter at være blevet løsladt mod kaution, blev Bennett atter anholdt i sidste uge forud for retssagen mod ham. Efterfølgende blev Bennett igen sat på fri fod, men Mugabe har ikke villet droppe retssagen. Den indledes efter planen 9. november.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned