Modi: Indiens CO2-udledning skal først gå i nul i 2070
Modi forsvarer, at man ikke sætter mere ambitiøse mål. Indien har 17 procent af verdens befolkning, men udleder kun 5 procent af verdens CO2, påpeger han. Foto: Alastair Grant/Ritzau Scanpix
Alastair Grant/Ritzau Scanpix
På klimaområdet er Indien umiddelbart den mindst ambitiøse økonomi sammenlignet med Kina, USA og EU.
Indien sigter efter klimaneutralitet i 2070.
Det oplyser landets premierminister, Narendra Modi, mandag i forbindelse med klimatopmødet COP26 i den skotske by Glasgow.
Målet er langt mindre ambitiøst end andre store økonomier som EU og USA, der begge går efter, at udledningen skal gå i nul i 2050.
- I 2070 vil Indien nå målet om nettonul i emissioner, siger Modi.
Også Kina, som er verdens største udleder af CO2, har sat et tidligere mål for at opnå klimaneutralitet. I Kina skal målet nås i 2060.
Narendra Modi siger også, at Indien vil satse mere på vedvarende energikilder.
I 2030 skal 50 procent af landets energi være vedvarende. Sidste år var tallet 38 procent.
Indien er den tredjestørste udleder af drivhusgasser i verden efter Kina og USA.
Men Modi forsvarer alligevel, at man ikke sætter mere ambitiøse mål. Indien har 17 procent af verdens befolkning, men udleder kun 5 procent af verdens CO2, påpeger han.
Når lande sætter mål om, at CO2-udledningen skal gå i nul, betyder det ikke, at de slet ikke vil udlede CO2. Det betyder, at de ikke må udlede mere CO2, end der optages i for eksempel træer.
Ved klimatopmødet i Glasgow er forhåbningen, at lande vil fremlægge mere ambitiøse nationale klimaplaner. Målet er at have Parisaftalen inden for rækkevidde.
Ifølge Parisaftalen skal den globale opvarmning mindskes til 2,0 grader - og helst 1,5 grader - sammenlignet med 1990.
Det kræver ifølge forskere, at der bliver sat tempo på den grønne omstilling. Mandag er FN-mødet skudt i gang med taler fra flere prominente verdensledere.
Blandt andre har USA's præsident, Joe Biden, og Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, opfordret til, at der bliver sat handling bag ordene.
Ellers vil man i fremtiden se tilbage på COP26 som en fiasko for klimaet.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker