Mohamed Mursi tilbageholdt: Nu sidder han i husarrest
Militæret i Egypten har tilbageholdt landets afsatte præsident, Mohamed Mursi. Det fortæller en talsmand for Det Muslimske Broderskab, og det egyptiske militær bekræfter oplysningerne.
Ifølge Det Muslimske Broderskab sad eks-præsidenten og hans politiske nærtstående først indespærret i militærets hovedkvarter i Kairo. Men natten til torsdag blev præsidenten alene overført til forsvarsministeriet.
- Mursi og hele hans præsident-hold sidder i husarrest, siger Gehad El-Haddad fra Det Muslimske Broderskab.
Talsmandens far, Essam El-Haddad, som betragtes som Mursis højre hånd, sidder også i husarrest, lyder det.
Ifølge talsmanden er Mursi "afskåret" fra omverdenen under husarresten.
- De har lukket for al adgang, alle hans telefoner. Ingen får lov til at møde ham, siger Gehad El-Haddad ifølge CNN.
Det egyptiske militær væltede onsdag Mohamed Mursi efter flere dages voldsomme uroligheder i landet, hvor adskillige demonstranter har mistet livet i sammenstød med sikkerhedsstyrkerne.
Flere ledende medlemmer af Det Muslimske Broderskab, der støtter Mursi, er siden blevet anholdt, og der er tilsyneladende udstedt arrestordrer på 300 medlemmer af den islamistiske bevægelse.
Mursi fik et år og tre dage på posten som den første demokratisk valgte præsident i Egypten. Militæret har indsat en højesteretsdommer, der skal fungere som landets statschef, indtil egypterne har fundet Mursis efterfølger.
Indtil der udskrives valg, vil en teknokratregering lede landet, oplyser militæret.
Både USA, EU og FN er bekymret over udviklingen i det nordafrikanske land og opfordrer samtidig til, at egypterne hurtigst muligt vælger en ny præsident.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde