Moldova frygter russisk sabotage ved udenlandske valgsteder
Moldovas siddende præsident, Maia Sandu, håber at tage sejren ved anden runde af præsidentvalget søndag. Foto: Vladislav Culiomza/Reuters
Det skal sikres, at udlandsmoldovere kan stemme i fred og ro søndag, siger moldovisk kilde ifølge Reuters.
Det østeuropæiske land Moldova frygter angiveligt, at Rusland vil forsøge at påvirke anden runde af det moldoviske præsidentvalg søndag.
En unavngiven kilde fra Moldovas regering siger således til nyhedsbureauet Reuters, at man tror, at Rusland vil prøve at spolere stemmeafgivelsen i en række lande, hvor udlandsmoldovere ventes at stemme søndag.
Det kan blandt andet ske gennem falske bombetrusler, lyder det.
- Målet er at forstyrre stemmeafgivelsen gennem evakueringer (ved bombetrusler, red.) og politikontroller.
- Vi anmoder om, at der bliver indført procedurer og protokoller, som gør, at stemmeafgivelsen ikke bliver forstyrret, lyder det ifølge Reuters i en moldovisk besked til en unavngiven europæisk embedsmand.
Reuters har set et screenshot af den sendte besked.
Det er i lande som Italien, Frankrig, Tyskland, Spanien, Canada, Rumænien, USA og Storbritannien, at Rusland frygtes at kunne blande sig.
Moldova var en del af Sovjetunionen, indtil det i 1991 blev et uafhængigt land. Siden da har det skiftevis været overvejende provestligt eller prorussisk - alt afhængigt af den siddende regering.
Landet har i mere markant grad forsøgt at nærme sig Vesten, siden Rusland i 2022 invaderede Ukraine. Ukraine grænser op til både Moldova og Rusland.
Det er den siddende præsident, Maia Sandu, der har stået i spidsen for den provestlige kurs den seneste tid. Ved præsidentvalget står hun over for Alexandr Stoianoglo fra det prorussiske Socialistparti.
Ingen af de to fik de påkrævede 50 procent af stemmerne i første valgrunde. Dermed skal der stemmes igen søndag.
Sandu fik i første runde 42 procent af stemmerne, mens Stoianoglo på andenpladsen fik 26 procent af stemmerne.
Der blev 20. oktober også stemt om, hvorvidt Moldova skal skrive landets EU-ambitioner ind i forfatningen. Efter et yderst tæt valg endte det med et snævert flertal for "ja" med 50,35 procent af stemmerne.
Der bor omkring tre millioner mennesker i Moldova.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker