Montenegro kommer et skridt nærmere EU
Europaminister Nicolai Wammen (S) kan tirsdag forlade sit sidste europaministermøde under det danske formandskab med forvisning om, at Montenegro er kommet et skridt tættere på at træde ind i EU.
Det danske formandskab rapporterer på Twitter, at ministrene har givet grønt lys til at starte forhandlingerne med Montenegro om at blive nyt medlem af EU-familien.
Nogle lande var før mødet ikke helt overbeviste om, at det var den rigtige vej at gå, men det er altså lykkedes at få et kompromis på plads.
Det er særligt den høje grad af korruption og organiseret kriminalitet i landet, der har givet anledning til bekymring i nogle lande.
- Nogle lande er mere skeptiske end andre.
- Derfor håber jeg, vi kan finde en tekst, som alle 27 kan bakke op om, så vi kan tage det næste vigtige skridt for Montenegro og det vestlige balkan i forhold til demokrati og reformer i den del af Europa, sagde Wammen på vej ind til mødet tirsdag morgen.
Montenegro søgte i 2008 om medlemskab i EU og blev to år senere anerkendt som såkaldt kandidatland. Lykkes det at skabe enighed om at åbne de egentlige optagelsesforhandlinger vil de formentlig allerede starte fredag.
Derfra og til at blive endegyldigt medlem af EU-klubben vil dog være en årelang proces.
- Montenegro er ikke klar endnu, men hele idéen med forhandlingerne er at sørge for, at de laver de nødvendige reformer, så Montenegro på et tidspunkt kan blive en del af EU, siger Wammen.
- Der er ingen fribilletter til at blive EU-medlemskabsland, men vi vil gerne give et perspektiv om, at hvis lande leverer varen og har en klar europæisk, demokratisk kurs, så er de velkomne i familien.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde