Først slår de os i kvindehåndbold i EM-turneringen. Nu nærmer de sig også EU-medlemskab.
For anden dag i træk fik det lille Balkanland Montenegro en national succesoplevelse, da EU's stats- og regeringschefer på et topmøde i Bruxelles fredag gav landet status som kandidatland.
- Dette er et stærkt signal på vores engagement i fremtiden i Balkanlandene, siger EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso.
De officielle forhandlinger mellem de to parter kan dermed begynde. Det kan dog blive en meget langvarig proces, da 35 såkaldte kapitler skal forhandles på plads, før et land kan optages som EU-medlem.
Montenegro sendte sin ansøgning for næsten to år siden og har siden arbejdet på at opfylde en række kriterier, før EU overhovedet ville godkende landets kandidatstatus.
Montenegro er det yngste af Balkanlandene, hvis man ser bort fra Kosovo, der ikke er anerkendt af hele det internationale samfund som et selvstændigt land. Montenegro løsrev sig i juni 2006 fra Serbien, efter at 55,5 procent af befolkningen stemte for uafhængighed ved en folkeafstemning.
Med sine blot 670.000 indbyggere vil Montenegro blive det tredjemindste EU-land efter Luxembourg og Malta. Det kan dog blive ændret til en position som EU's fjerdemindste land, hvis Island, som netop har indledt optagelsesforhandlinger, indtræder i unionen.
EU har nu fem officielle kandidatlande: Tyrkiet, Kroatien, Makedonien, Island og Montenegro.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde