Monti er favorit som premierminister

Den tidligere EU-kommissær Mario Monti fremstår i stigende grad som favorit til at afløse Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, som leder af en ny regering i Italien, der har fået travlt med at afværge en krise, der kan sætte hele euro-zonen i fare.

Italiens tøvende politikere synes endelig at have modtaget budskabet natten til torsdag, efter at Italiens låneomkostninger er vokset til over et bæredygtigt niveau.

Monti ventes at blive udnævnt til premierminister en af de kommende dage, hvor han vil forsøge at genoprette tilliden til Italien.

Selv Berlusconi er blevet overbevist om, at det er bedre ikke at udskrive nyvalg nu, siger kilder i hans regerende PDL-parti. Berlusconis har ellers insisteret på, at der skulle udskrives valg før tiden, når han som lovet træder tilbage.

Hans insisteren førte til en katastrofal udvikling på aktiemarkederne onsdag.

Politiske kilder siger, at en ny italiensk regering kan være på plads søndag aften eller mandag.

Det har været et stort ønske fra finansverdenen, at Monti, der er en højt respekteret international figur, tager tøjlerne og står i spidsen for en samlingsregering, der hurtigt kan gennemføre de nødvendige nedskæringer.

Italiens nye regering kommer sandsynligvis til at inkludere respekterede eksperter såvel som politikere og bliver støttet af store dele af Berlusconis PDL, centrumpartier og Det Demokratiske Parti.

Berlusconis tætteste allierede, det populistiske Liga Nord, har dog sagt, at det ikke kan støtte Monti.

/ritzau/

Italiens ny premierminister kommer sikkert til at hedde Mario Monti. Monti er højt respekteret internationalt.

Offentliggjort Sidst opdateret