Mor til syv i Gaza vil have en ende på lidelserne: Smid en atombombe
Itimad al-Qanou laver mad til sine børn i teltlejren, hvor familien er flygtet til for at komme væk fra israelske bombardementer. Foto: Ramadan Abed/Reuters
Mere end 1,8 millioner palæstinensere i Gazastriben oplever ifølge FN "ekstremt kritiske" niveauer af sult. Vi dør langsomt, siger opgivende mor til syv børn.
Ritzau RitzauRamadan Abed, Ritzau-Reuters/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Itimad al-Qanou føler sig forladt af alle.
Den palæstinensiske kvinde i Gazastriben kan ikke sørge for mad til sine syv børn.
Nogle gange føler hun, at døden ville være den bedste udgang.
Så ville familiens lidelser igennem mere end et år, hvor krigen mellem Israel og Hamas i Gaza har stået på, endelig stoppe.
- Lad dem smide en atombombe og afslutte det. Vi ønsker ikke det liv, som vi lever. Vi dør langsomt.
Annonce
- Vis os nåde. Bare se de her børn, siger hun til Reuters.
Hun har tre drenge og fire piger. De er mellem 8 og 18 år.
Det kommer ikke nok nødhjælp ind til at fylde maverne på de mange internt fordrevne i det palæstinensiske område, der er præget af ødelæggelse efter 13 måneders israelske bombardementer.
1,9 millioner af Gazastribens indbyggere er internt fordrevne. Det svarer til 90 procent af borgerne. Mere end 1,8 millioner palæstinensere i Gaza oplever ifølge FN "ekstremt kritiske" niveauer af sult.
Itimad al-Qanou bor med sine børn i byen Deir al-Balah.
Da nødhjælpsarbejdere begynder at uddele linsesuppe, strømmer børn til med tomme gryder i håb om at få dem fyldt. De færreste får nok til at stille sulten, og mange går forgæves.
Al-Qanou er opgivende og frustreret på samme tid.
- Ingen ser os. Ingen bekymrer sig for os, siger hun.
Itimad al-Qanou spiser med nogle af sine børn. Hun er frustreret over situationen. - Ingen ser os. Ingen bekymrer sig for os, siger hun. Foto: Ramadan Abed/Reuters
Israel er under stigende pres for at forbedre den humanitære situation i Gazastriben.
Annonce
Landet begrænser, hvor meget nødhjælp der kan komme frem. Det skyldes, at nødhjælpen ifølge Israel lander i Hamas' hænder.
USA har truet med at begrænse den amerikanske militærstøtte til Israel og vil i denne uge beslutte, om Israel har gjort nok for at forbedre situationen i Gaza.
Fødevareeksperter siger, at der er "stærk sandsynlighed" for, at hungersnød vil indtræffe i dele af det nordlige Gaza, da Israel i de områder fører en omfattende offensiv mod Hamas.
Philippe Lazzarini, chef for FN's organisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, anklager Israel for at bruge sult som et våben.
Israel afviser og har blandt andet fremlagt en detaljeret liste over landets humanitære indsatser i Gaza over de seneste seks måneder.
Den indeholder også planer for, hvordan Gazas borgere vil blive hjulpet, når vinteren indtræffer.
Børn står tæt sammen i kø i håb om at få noget af maden, der bliver uddelt i Deir al-Balah. De færreste får nok til at stille sulten, mens mange går forgæves. (Arkivfoto). Foto: Abdel Kareem Hana/Ritzau Scanpix
Israels FN-ambassadør, Danny Danon, sagde i sidste måned, at mere end en million ton nødhjælp er blevet leveret i løbet af det seneste år. Han anklagede samtidig Hamas for at stjæle nødhjælpen, hvilket Hamas afviser.
Sulten er langtfra det eneste, som plager palæstinenserne i Gaza. Der er også mangel på drikkevand, medicin og sikre steder at opholde sig.
De lever i teltlejre, men tvinges til at flytte sig igen og igen, fordi angrebene kommer tæt på.
Nogle kalder situationen for værre end i 1948, hvor hundredtusindvis af palæstinensere mistede deres hjem i krigen i forbindelse med dannelsen af den israelske stat.
Annonce
- Forholdene var bedre dengang end nu, siger Mohamed Abou Qaraa, der er internt fordrevet i Gazastriben.
- Nu har vi hverken sikkerhed eller noget sted at være.
/ritzau/Reuters
Krigen i Gazastriben
* Den igangværende krig begyndte den 7. oktober 2023, da Hamas angreb Israel fra Gaza.
* Hamas sendte mange raketter mod Israel, trængte ind over grænsen og dræbte omkring 1200 israelere i kibbutzer, på en militærbase og på en musikfestival. Hamas tog omkring 250 gidsler med til Gaza.
* Israel gik kort efter til angreb på Hamas i Gaza og erklærede, at krigen stopper, når Hamas er udslettet.
* I sidste uge af november var der en uges våbenhvile, hvor en del israelske gidsler blev løsladt. En række palæstinensiske fanger blev løsladt fra israelske fængsler.
* Ifølge israelske medier er der stadig omkring 100 gidsler i Gaza. Det vides ikke, hvor mange af dem der er i live.
* Siden krigens begyndelse er over 43.500 palæstinensere ifølge Hamas blevet dræbt. Der er ikke overblik over, hvor mange af dem der er Hamas-folk. Israels regering siger, at per 11. november var 783 israelske soldater dræbt i krigen.
Kilder: Reuters og gov.il.
/ritzau/
En pige får fyldt en skål op med suppe i Khan Younis i det sydlige Gaza. Philippe Lazzarini, chef for FN's organisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, anklager Israel for at bruge sult som et våben. (Arkivfoto). Foto: Mohammed Salem/Reuters
Seneste artikler
Snart åbner lagersalg på Falster
Johnny skrev OL-sang og løb maraton med guitaren: - Det her er mit livs største projekt
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede "Pernille fra Væggerløse" op
Børn skal ikke pakkes ind i vat: I denne børnehave møder de verden, som verden er
Tricktyve udgav sig for at være fra Kræftens Bekæmpelse
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud