Den 24-årige Amanda Knox er efter en mellemlanding i London på vej til USA, efter at hun mandag blev frikendt i en drabssag i Italien efter et retsopgør, der har strakt sig over at fire og et halv år.
Men familien til offeret i drabssagen, Meredith Kercher, siger, at retfærdigheden ikke er sket fyldest, og sagen vil blive anket af anklageren Giuliano Mignini, som havde krævet en skærpet straf til Knox i den nu overståede appelsag.
- Vi vil anke frifindelsen, siger Giuliani Mignini.
- Det bliver op til Højesteret at afgøre, om det er afgørelsen fra første eller anden retsinstans, som skal blive stående, siger han.
En ny appelsag vil formentligt finde sted i Italien, uden at Knox er i landet, da USA ikke udleverer dets statsborgere til retsforfølgelse i udlandet.
Den 21-årige Kercher blev i 2007 fundet halvnøgen i en blodpøl på gulvet i sit soveværelse i det hus, hun delte med Knox. Hendes krop var dækket med knivstik og blå mærker. Endvidere har kriminalteknikere fundet spor af et seksuelt overgreb.
Ved den oprindelige retssag i 2009 blev Knox idømt 26 års fængsel.
Amanda Knox' daværende kæreste, Raffaele Sollecito, der havde anket sin dom på 25 års fængsel sideløbende med Knox, blev også frikendt for anklagerne.
Det betyder, at kun en person er blevet dømt - den lokale Rudy Guede, der fik 16 års fængsel og ligesom de to andre har nægtet drabet.
Efterforskere har sagt, at Guede ikke kunne have udført forbrydelsen alene.
Italienske aviser skriver, at retssagen ikke på en overbevisende måde har belyst, hvad der skete.
- Det er ubehageligt, at drabet på en ung kvinde for en stor del stadig er uforklaret, skriver avisen La Stampa i en leder.
Forsvaret havde under appelsagen overtaget det meste af tiden, da uafhængige eksperter såede tvivl om afgørende dna-bevismateriale.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker