Mormon fra Utah kan spænde ben for Trump
Amerikanske medier er ved at få øjnene op for, at denne mand, Evan McMullin, fra staten Utah kan komme til at afgøre, hvem der skal være USA's præsident. Foto: AP/Rick Bowmer
AP/Rick Bowmer
Republikaneren Donald Trump er tæt på at tabe til uafhængig kandidat i Utah. Det kan spolere præsidentdrømme.
Hvis republikaneren Donald Trump skal blive USA's præsident, er han nødt til at vinde de fleste såkaldte svingstater for næsen af demokraten Hillary Clinton.
Og selv da kan han få problemer. Men fra en præsidentkandidat, der er ukendt for de fleste.
Det drejer sig om Evan McMullin, en mormon fra staten Utah, der arbejder i den amerikanske kongres for Det Republikanske Parti. Han har også tidligere arbejdet for efterretningstjenesten CIA. Han er opstillet i 11 stater.
McMullin opstiller som uafhængig kandidat. Men i øvrigt siger han, at han står inde for Det Republikanske Partis værdier. Han kalder Trump uegnet til at være præsident.
Seneste meningsmåling i avisen Salt Lake Tribune viser, at Trump kun fører med to procentpoint foran Mcmullin i Utah, og nu reagerer den republikanske præsidentkandidat med raseri.
- Han tager stemmer fra mig, denne mand, som jeg aldrig har hørt om før, siger han på tv-stationen Fox News.
Trump anklager Bill Kristol, en berømt konservativ redaktør og kommentator, for at have bragt McMullin i spil for at genere hans valgkamp.
- Han er en taber. Han har sagt, at jeg er forkert på den. Han har kaldt alt forkert. Han får sin marionet til at stille op i Utah. Og den fyr tager stemmer fra os, lyder Trumps klage.
Det har fået McMullin til at svare igen på Twitter.
- Du har aldrig hørt om mig, for mens du var i gang med at forulempe kvinder i skønhedskonkurrencer, så bekæmpede jeg terrorister i udlandet.
- Vi vil ikke se til, at to korrupte selvoptagede, big-government liberale som dig og Clinton ødelægger vores land, skriver han.
Det er kun i Utah, at han for alvor truer med at snuppe stemmer for næsen af Trump. I yderste fald kan de seks valgmandsstemmer, som staten råder over, være dem, som Trump står og mangler, når USA's næste præsident vælges i næste uge.
I hver stat får vinderen et antal valgmandsstemmer. Det kræver 270 ud af 538 valgmandsstemmer for at blive USA's præsident.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde