Moskva klager over ukrainsk beskydning af grænsepost
Ruslands regering har protesteret til Ukraine over, at den ukrainske hær har beskudt en russisk grænsepost på de to landes fælles grænse med granater.
Det siger det russiske udenrigsministerium i en erklæring.
Den ukrainske hær var torsdag optaget af en militær offensiv mod de prorussiske separatister i det østlige Ukraine.
- Den russiske side udtrykte sin stærke protest og kræver en ende på granatbeskydningen af russisk område, skriver det russiske udenrigsministerium.
Det fremgår af erklæringen, at det er grænseposten ved Gukovo, der er kommet under beskydning i forbindelse med det prorussiske oprør i det østlige Ukraine.
Det er ikke første gang, at grænseposten Gukovo er blevet ramt, hedder det.
Der var ikke umiddelbart en reaktion fra den ukrainske regering på den russiske anklage.
Torsdag aften oplyste det ukrainske indenrigsministerium, at den ukrainske hær har iværksat en storstilet militær offensiv mod separatisterne vest for millionbyen Donetsk, skriver nyhedsbureauet AFP.
En talsmand for hæren fortæller, at det i løbet af dagen er lykkedes at indtage byen Siversk nær Slavjansk. Men tre ukrainske soldater har mistet livet under torsdagens kampe.
Fra begyndelsen af denne måned er der tegn på, at den ukrainske hær står med en stærkere hånd end de prorussiske militser, og det har betydet, at en række byer som Slavjansk og Kramatorsk er generobret.
I foråret truede Ruslands præsident, Vladimir Putin, med at reagere militært, hvis russisk sindede i andre lande blev truet eller udsat for militært pres.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde