Moskvas kontroversielle borgmester, Jurij Lusjkov, er Ruslands rigeste embedsmand, fremgår det af en liste, der er offentliggjort af den russiske udgave af magasinet Forbes.
73-årige Lusjkov, som har været hovedstadens borgmester i 18 år, havde i fjor en indtægt på godt halvanden million kroner. Men ved siden af har han en betydelig pengetank, en formue på 5,9 milliarder kroner, skriver magasinet.
Hans kone, Jelena Baturina, er leder af en bygge- ejendomskoncern, og hun mangler heller ikke noget. Hun regnes for Ruslands rigeste kvinde med en formue på anslået godt 17 milliarder kroner.
Listen over de rigeste embedsmænd i Rusland offentliggøres i septemberudgaven af Forbes, og det er første gang, at der på denne måde rettes økonomisk fokus på embedsmænd, lovgivere og topchefer for statsvirksomheder.
I fjor besluttede præsident Dmitrij Medvedev, at offentlige embedsmænd skal indberette deres indtægter, formuer og ægtefolks økonomiske forhold i et forsøg på at bekæmpe korruption.
På top 10-listen er der ni medlemmer af senatet og parlamentet, og på nær to er de alle medlemmer af det regerende Forenet Rusland-parti.
Hverken præsident Medvedev eller premierminister Vladimir Putin er på listen.
Forholdet mellem borgmester Lusjkov og Forbes har i øvrigt sjældent været varmt. I 2006 vandt hans kone en injuriesag over Forbes, der havde skrevet en artikel om, hvordan hun var kommet til sin rigdom.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker