Motorcykel-mænd dræber 10 i angreb mod bus
10 mennesker blev dræbt og seks andre såret, da bevæbnede mænd tirsdag angreb en bus fyldt med shiamuslimske passagerer i Pakistans urolige Baluchistan-provins. Det oplyser lokalt politi.
Angriberne åbnede ild mod bussen, da den befandt sig i udkanten af Quetta, hovedbyen i det olie- og gasrige Baluchistan, der grænser op til Iran og Afghanistan.
- Fire bevæbnede mænd, der kørte på motorcykler, åbnede ild mod bussen i udkanten af Quetta. 10 personer - ni shiamuslimer og en pashtun - blev dræbt under angrebet, forklarer en ledende politimand, Hamid Shakeel.
Han siger, at tilstanden hos to af de sårede er kritisk.
Umiddelbart inden angrebet havde politiet eskorteret en anden bus fyldt med shiamuslimer gennem det pågældende område. Shakeel siger til det franske nyhedsbureau AFP, at politiet ikke vidste, at der kom endnu en bus med shiamuslimer.
Baluchistan har oplevet et stigende antal voldstilfælde, som er knyttet til oprørske separatister, sekteriske sammenstød og militante talibanere. Provinsen er ikke mindst skæmmet af stridighederne mellem sunnimuslimer, der udgør befolkningsflertallet, og så shiamuslimer.
Hovedparten af Pakistans 177 millioner indbyggere er sunnimuslimer, men landet har et markant shiamuslimsk mindretal. Tusindvis af mennesker er blevet dræbt i sekteriske angreb i Pakistan siden slutningen af 1980'erne.
/ritzau/AFP
10 mennesker er blevet dræbt i forbindelse med angreb på bus i det sydvestlige Pakistan.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned