Mulig nordkoreansk atomhandel bekymrer USA

USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, udtrykker forud for sydøstasiatisk sikkerhedsmøde bekymring for et muligt atomsamarbejde mellem Nordkorea og Myanmar.

USA er bekymret for, om Nordkorea kan finde på at overføre atomteknologi til militærstyret i Myanmar, og den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, vil onsdag rådføre sig med en række af sine kolleger om, hvordan sådan en handel i givet fald kan imødegås.
- Den trussel, som jeg altid har været allermest bekymret over, er spredningen af atomvåben og masseødelæggelsesvåben. Så selvfølgelig er vi meget bekymrede over Nordkorea og nylige rapporter om, at de måske vil samarbejde med det, vi kalder Burma, siger hun i et tv-interview i Bangkok.
Allerede efter sin ankomst til Thailand tirsdag advarede Clinton om, at et muligt militært samarbejde mellem de to lande kan udgøre en trussel mod sikkerheden i hele Sydøstasien.
Hun ankom onsdag morgen til den thailandske ferieø Phuket, hvor spørgsmålet om et muligt samarbejde mellem Myanmar og Nordkorea ventes at stå højt på dagsordenen ved Aseans regionale sikkerhedsforum senere på dagen.
Mistanken om et militært samarbejde blev styrket, da et amerikansk flådefartøj i juni og juli fulgte et nordkoreansk skib, som blev mistænkt for at transportere våben, tilsyneladende var på vej mod Myanmar, inden det vendte om.
Både Nordkorea og Myanmar er isoleret internationalt og underlagt sanktioner blandt andet, hvad angår våbenhandel.


Amerikanske embedsmænd siger, at Clinton onsdag på Phuket vil høre, hvad hendes kolleger fra Rusland, Kina, Sydkorea og Japan siger til at give Nordkorea et klart valg mellem skærpede sanktioner eller yderligere økonomiske tilskyndelser til at opgive sit atomprogram.
/ritzau/Reuters




Offentliggjort Sidst opdateret