Britisk politi har anholdt en 40-årig mand i forbindelse med de formodede drab på tre prostituerede i det nordlige England. Anholdelsen sker samtidig med, at der er dukket ligdele op i en lokal flod, oplyser politiet.
Den anholdte er mistænkt for at have dræbt tre prostituerede i Bradford-området i Yorkshire. Det var i samme grevskab, at den berygtede seriemorder Peter Sutcliffe, kendt som "The Yorkshire Ripper", dræbte 13 mennesker i 1970'erne.
Politiet er ved at afhøre den 40-årige mand om de mulige drab på Suzanne Blamires, Shelley Armitage og Susan Rushworth. Alle tre er forsvundet på mystisk vis. Den 36-årige Blamires forsvandt i fredags, den 31-årige Armitage i sidste måned og den 43-årige Rushworth i juni sidste år.
Politiet i West Yorkshire oplyser, at rester af et kvindelig tirsdag blev fundet i en flod i byen Shipley. Det parterede lig er dog endnu ikke blevet identificeret.
- Der er tale om en meget grundig og omfattende efterforskning i forbindelse med, at tre kvinder, alle sexarbejdere, er forsvundet, siger kriminalinspektør Jawaid Akhtar.
I 2008 blev en gaffeltruckfører, Steve Wright, fundet skyldig i drabene på fem prostituerede i Ipswich i det østlige England. Disse drab fandt sted mellem oktober og december 2006.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker