Mundbind bliver obligatorisk i Repræsentanternes Hus i USA
Republikaneren Louie Gohmert er smittet med covid-19, og det får nu konsekvenser for alle medlemmer af Repræsentanternes Hus. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Som reaktion på en positiv covid-19-test indfører Repræsentanternes Hus i Washington D.C. krav om mundbind.
Medlemmer og medarbejdere i Repræsentanternes Hus i Washington D.C. skal vænne sig til at bære mundbind, så længe coronakrisen varer.
Det meddeler Nancy Pelosi, der er formand for Kongressens andetkammer, onsdag.
- Formandskabet forventer, at alle medlemmer og ansatte overholder dette krav som et tegn på respekt for andre tilstedeværendes sundhed, sikkerhed og velbefindende, siger Pelosi ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Medlemmer vil blive tilladt at fjerne deres mundbind, når de taler til forsamlingen, tilføjer Pelosi.
Beslutningen er taget, efter at det republikanske medlem Louie Gohmert onsdag oplyste, at han er blevet testet positiv for Covid-19.
Gohmert har været indædt modstander af mundbind under pandemien og kun i få tilfælde været set med et, skriver nyhedsbureauet AFP.
Tirsdag deltog han i en stor høring med justitsminister William Barr. Her blev Louie Gohmert og Barr set tale sammen. Ingen af dem bar mundbind.
Den 66-årige Gohmert har ingen symptomer på at være smittet og nedtoner ifølge AFP virussygdommen.
Gohmert blev testet onsdag i Det Hvide Hus, fordi det var meningen, at han skulle ledsage præsident Donald Trump på et besøg til sin hjemstat, Texas.
Foreløbig har tre af Gohmerts kolleger meddelt, at de vil isolere sig for at undgå at blive smittet.
Hvis et medlem møder op i Repræsentanternes Hus uden et mundbind, eller en maske, som amerikanerne oftest kalder det, får det konsekvenser, advarer Pelosi. I så fald vil sikkerhedsfolk blive tilkaldt for at fjerne vedkommende, siger hun ifølge Reuters.
Skulle et medlem have glemt at medbringe en ansigtsmaske, er der taget højde for det. Ved alle indgange til Repræsentanternes Hus vil der være mulighed for at få udleveret en maske.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker