Afsløringerne om de journalistiske metoder på tabloidavisen News of the World får nu ejeren af avisen og medieimperiet News Corporation, Rubert Murdoch, til selv at komme til den britiske hovedstad for at tackle krisen.
Det oplyser kilder med kendskab til sagen til nyhedsbureauet Reuters.
Murdoch ankommer lørdag til London fra USA. For to dage siden overraskende den 80-årige avisejer ved at beordre søndagsavisen News of The World lukket. Avisen, der er udkommet i 169 år, udgives for sidste gang på søndag.
Den drastiske beslutning er en konsekvens af afsløringerne af, at avisens journalister samt hyrede privatdetektiver ulovligt har aflyttet kendte menneskers telefoner, og betalt politiet for tip om kendte personers forhold.
News Corporation, Murdochs medieselskab, afviser at kommentere formålet med Murdochs besøg i London.
Fredag anholdt det britiske politi Andy Coulson, tidligere talsmand for premierminister David Cameron, som trak sig fra sin post som redaktør på News of The World i 2007.
Coulson forlod jobbet efter, at en af hans journalister samt en privatdetektiv blev dømt for at have hacket sig ind i telefoner tilhørende medlemmer af det britiske kongehus. Coulson har sagt, at han ikke havde kendskab til telefonaflytningerne.
Fredag aften blev Coulson løsladt mod kaution efter at være blevet afhørt af politiet.
Skandalen nåede sit højeste i sidste uge, da det blev afsløret, at News of the World i 2002 havde hacket en forsvunden teenagers telefonsvarer. Senere blev pigen fundet myrdet.
De mange afsløringer kommer på et ubelejligt tidspunkt for Murdoch og News Corporation, der forsøger at overtage tv-stationen BSkyB. Oppositionen kræver, at David Camerons regering udsætter beslutningen om BSkyB eller stiller salget i bero.
Siden skandalen begyndte at rulle, har Murdoch stort set afholdt sig fra at kommentere den.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker