Mursi: Egyptens krisen skal løses med dialog

Egyptens præsident, Mohamed Mursi, siger i en tv-tale, at den politiske krise skal løses gennem dialog, og at han føler sorg over, at mennesker har mistet livet under to dages voldelige uroligheder i Kairo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men han giver kun få indrømmelser til oppositionen.

- Sådanne pinefulde hændelser sker, når politisk uenighed ikke bliver løst gennem dialog, siger Mursi.

Talen kommer, efter at modstandere og tilhængere af Mursi i to dage har belejret præsidentpaladset og kæmpet mod hinanden. Mindst syv mennesker er omkommet.

Men selv om spændingen fortsat er stor mellem Mursi og hans Muslimske Broderskab på den ene side og den sekulære og liberale opposition på den anden, kom Mursi kun med få indrømmelser til sine modstandere.

- Jeg opfordrer til en national dialog mellem alle partier, ledende politikere og revolutionære unge. Jeg indkalder til møde på lørdag, siger præsidenten videre.

Han erklærer sig også parat til at diskutere en fremtidig valglov, og hvad der skal ske med parlamentets overhus, efter at underhuset tidligere på året blev opløst.

Men han gav ingen indrømmelser til oppositionens krav om at aflyse en folkeafstemning 15. december om en ny forfatning.

Mursi forsikrede derimod, at afstemningen gennemføres som planlagt, og at forberedelserne følger planerne.

Mursi siger også, at han ikke har planer om at beholde den uindskrænkede magt, som han tiltog sig via et dekret for 14 uge siden, og som har gjort ham voldsomt upopulær også i udlandet.

- Jeg vil ikke insistere på at bevare mine udvidede magtbeføjelser, og de kan ophøre efter afstemningen om den ny forfatning uanset, om det bliver et ja eller nej, siger Mursi.

Han føjer til, at hvis et flertal siger nej til den ny forfatning, som bygger på sharialove, vil han nedsætte en ny kommission, der skal udarbejde et nyt forslag til forfatning.

/ritzau/Reuters