Mursi: Syrien gør oprør mod undertrykkelse

Egyptens præsident, Mohamed Mursi, siger på et topmøde for alliancefri stater i Iran, at det er en etisk pligt at støtte oprøret i Syrien, der er et opgør mod et "undertrykkende regime" og en fortsættelse af Det Arabiske Forår.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mohamed Mursis udtalelser er pinlige for topmødets værtsnation, der er en stærkt støtte af styret i Damaskus.

- Vores solidaritet med det syriske folks kamp mod et undertrykkende regime, som har mistet dets legitimitet, er en etisk pligt, ligesom det er en politisk og strategisk nødvendighed, siger Mursi i en tale på topmødet i Den Alliancefri Bevægelse i Teheran.

Egyptens præsident sætter i sin tale på topmødet, der også har deltagelse af Irans øverste leder og præsident, det folkelige oprør i Syrien ind i en større sammenhæng:

- Revolutionen i Egypten er en hjørnesten i Det Arabiske Forår, som begyndte få dage efter oprøret i Tunesien, og så blev det fulgt af Libyen og Yemen og nu revolutionen i Syrien mod dets undertrykkende regime, siger Mursi og fortsætter:

- Det palæstinensiske og det syriske folk søger aktivt frihed, værdighed og menneskelig retfærdighed, siger han og understreger, at Egypten er parat til at samarbejde med alle for at få standset blodsudgydelserne.

Mursis beskrivelse af konflikten er en "revolution" mod undertrykkerne i Teheran og Damaskus, som siger, at oprøret intet har med Det Arabiske Forår at gøre, og at det mest består af udenlandske "terroristers" optræden på vegne af USA og andre lande i regionen.

Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, og præsident Mahmoud Ahmadinejad, har ved flere lejligheder hyldet Det Arabiske Forår som en "islamisk vækkelse", der er inspireret af Irans egen revolution i 1979. Syrien er en helt anden sag, siger de.

Egypten har adskillige gange givet udtryk for støtte til det syriske oprør, idet det betragtes som en forlængelse af de oprør, der ændrede styret i Tunesien, Libyen og Egypten.

Mursi, som kommer fra Egyptens Muslimske Broderskab, blev valgt på grund af revolutionen i landet.

/ritzau/AFP