Mursi taber magtkamp med chefanklager
Foto: Amr Abdallah Dalsh /Scanpix
Amr Abdallah Dalsh /Scanpix
Egyptens islamistiske præsident, Mohamed Mursi, har lidt nederlag i en magtkamp med landets dommerstand, efter han forsøgte at fjerne den egyptiske chefanklager, Abdel Maguid Mahmoud.
Mahmoud blev fredag frataget sin post og i stedet udpeget til Egyptens ambassadør i Vatikanstaten.
Chefanklageren, som af mange betragtes som et levn fra den afsatte præsident Hosni Mubaraks styre, har været under kritik, efter 24 tiltalte tidligere på ugen blev frikendt for anklager om, at de havde et ansvar for drab på demonstranter under sidste års oprør mod Mubarak.
Præsident Mursi har lovet, at han vil gennemføre et retsopgør mod de ansvarlige for drabene på de i alt 846 demonstranter, der mistede livet under det 18 dage lange oprør mod Mubarak.
Men da Mursi skred ind og fjernede Mahmoud fra posten som chefanklager, blev det for meget for landets dommere, som erklærede, at Mursi havde overskredet sine beføjelser og angrebet domstolenes uafhængighed.
Det fik lørdag Mursi til at foretage en kovending i sagen og meddele, at Mahmoud kunne blive på posten. Præsidenten reagerede på det pres, der lå på ham, rapporterer tv-stationen al-Jazeeras korrespondent.
- Dommere, advokater og lederen af advokatsamfundet fejrer allerede, at chefanklageren bliver på posten, siger korrespondenten, Rawya Rageh.
- De siger, at ethvert skridt mod Abdel Maguid Mahmoud ville være ensbetydende med en forbrydelse mod nationen og ikke blot mod chefanklageren.
Den statslige egyptiske avis al-Ahram betegner det som "domstolenes sejr over præsidentskabet".
Fredag kom det til voldsomme sammenstød på Tahrir-pladsen i Kairo mellem tilhængere og modstandere af præsident Mursi.
Mange var rasende over, at Mursi havde fyret landets øverste anklager, mens den anden gruppe af demonstranter rasede over, at den fyrede statsanklager havde optrådt slapt og eftergivende i retsopgøret mod det gamle Mubarak-styre.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker