Musharraf hives for Pakistans højesteret

Pakistans tidligere præsident og hærchef Pervez Musharraf er blevet stævnet af landets højesteret, der kulegraver omstridt militær undtagelsestilstand.

En omstridt beslutning om at sætte Pakistan i militær undtagelsestilstand for to år siden indhenter nu atommagtens forhenværende præsident og hærchef Pervez Musharraf.
Den pakistanske højesteret har stævnet Musharraf og bedt ham møde op næste onsdag. Generalen skal forklare, hvorfor han i 2007 fyrede en række højesteretsdommere og indførte undtagelsestilstand i november samme år. Det skete, da højesteret skulle til at tage stilling til, om netop Musharrafs genvalg måneden forinden var ulovligt, fordi han samtidig beklædte posten som hærchef.
- Højesteret har indkaldt Musharraf, fordi hans gerninger er ved at blive diskuteret i retten. Domstolen giver ham mulighed for at forsvare sig selv, siger den pakistanske rigsadvokat Latif Khosa.
Blandt de fyrede dommere dengang var den bredt respekterede højesteretspræsident Iftikhar Muhammad Chaudhry. Denne blev først efter en langvarig politisk krise genindsat i marts i år, da Musharrafs afløser som præsident, Asif Ali Zardari, bøjede sig for pres fra oppositionen og landets advokater.
Musharraf kom til magten ved et ublodigt kup i 1999 og trådte tilbage i august i fjor, et halvt år efter at den dræbte ekspremierminister Benazir Bhuttos parti PPP og hendes enkemand Zardari havde vundet et parlamentsvalg.
/ritzau/AFP




Offentliggjort Sidst opdateret