Musikbranchens store Grammy-show er udskudt til marts
Dette års Grammy-uddeling i Los Angeles er udskudt til den 14. marts på grund af stigende coronasmitte.
Dette års udgave af musikbranchens mest prestigefyldte prisshow, Grammy Awards, der skulle være afholdt 31. januar i Los Angeles, bliver udskudt til midten af marts på grund af stigende coronasmitte.
Det oplyser arrangørerne The Recording Academy og tv-stationen CBS.
Tidligere tirsdag skrev medierne Rolling Stone Magazine og Variety på baggrund af flere anonyme kilder, at showet ville blive udskudt.
Det bekræfter arrangøren natten til onsdag dansk tid i en meddelelse.
- Efter samtaler med sundhedseksperter, vores vært og kunstnere, der efter planen skulle optræde, rykker vi det 63. årlige Grammy Awards til at blive transmitteret søndag 14. marts, oplyser arrangørerne.
Beslutningen er ifølge meddelelsen truffet på baggrund af den "forværrede" covid-situation i Los Angeles.
- Hospitalerne er overbebyrdede, intensivafdelingernes kapacitet er fyldt ud, og nye retningslinjer fra regeringen og lokale myndigheder har alt sammen fået os til at konkludere, at en udsættelse af vores show var det rette at gøre, hedder det i meddelelsen.
"The Daily Show"-vært Trevor Noah var udpeget til at være vært for showet. Det vides ikke, om det også er ændret som følge af udskydelsen.
Arrangørerne oplyste inden nytår, at de ville forsøge at ændre den måde, prisuddelingen normalt afholdes, blandt andet ved at droppe den røde løber og publikum.
Prisuddelingen overværes normalt af et publikum på omkring 18.000 i Staples Center i Los Angeles, men i år er det planen, at showet skal afvikles stort set uden publikum.
Også filmbranchens Oscar-prisuddeling er udskudt. Den skulle være afholdt i februar, men er rykket til april, meddelte arrangøren i 2020.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub