Musk vil spare milliarder på medier og abortoplysning
Den øverste chef for selskaber som Tesla og SpaceX, verdens rigeste mand Elon Musk, hopper ind på scenen bag Donald Trump under et valgmøde i Pennsylvania i oktober. Trump vil have Musk til at finde store besparelser i de offentlige budgetter. (Arkivfoto). Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
USA's bureaukrati er en eksistentiel trussel mod demokratiet, mener Trumps effektiviseringschef, Elon Musk.
Verdens rigeste mand, Elon Musk, har planer om nedskæringer for flere hundrede milliarder dollar i USA's offentlige budgetter.
Det skal ske, når han efter planen tiltræder som leder af en ny effektiviseringsenhed under den kommende præsident, Donald Trump. Det er en post, Musk deler med iværksætteren Vivek Ramaswamy.
I en kommentar i Wall Street Journal nævner Musk blandt andet en årlig udgift på 535 millioner dollar til public service-medier. Det svarer til knap 3,8 milliarder kroner.
Organisationen Planned Parenthood, der blandt andet arbejder for at udbrede oplysning om abort og rettigheder, får knap 300 millioner dollar (2,1 milliarder kroner) årligt. Det er også en af de udgifter, Musk har kig på.
Målet er at skære regeringens udgifter ned med mindst 500 milliarder dollar.
I kommentaren i Wall Street Journal betegner han det amerikanske bureaukrati som "en eksistentiel trussel" mod demokratiet.
Det gælder særligt bevillinger, der ikke er godkendt af Kongressen, eller som ikke er brugt på den måde, Kongressen godkendte.
- Vi er iværksættere, ikke politikere. Vi vil tjene som frivillige, der kommer udefra, ikke som føderale embedsmænd eller ansatte, skriver Musk og Ramaswamy i deres fælles kommentar i Wall Street Journal.
De skriver videre, at de vil sammensætte en liste over regler og bevillinger, der er gennemført af offentlige instanser, uden at Kongressen har godkendt det.
Den vil de fremlægge for Trump, som så kan annullere dem med dekreter.
- Når præsidenten ophæver tusindvis af sådanne bestemmelser, vil kritikere anklage ham for magtmisbrug, skriver Musk og Ramaswamy.
- Faktisk vil det rette op på det magtmisbrug, der blev udøvet gennem tusindvis af reguleringer, der blev udstedt administrativt uden Kongressens godkendelse.
Den ny effektiviseringsenhed er kendt under navnet DOGE, der står for Department of Government Efficiency.
Musk og Ramaswamy får til opgave at mindske bureaukratiet i USA's regering.
Musk har under valgkampen støttet Trump.
Ramaswamy har tidligere forsøgt at blive Republikanernes præsidentkandidat.
Han måtte dog opgive at slå Trump i primærvalgkampen og har i stedet støttet ham i valgkampen mod Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker