Muslimer der skifter navn overvåges

Indvandrere til USA har i generationer skiftet deres oprindelige navne ud med nogle, der er mere amerikansk-klingende. Men er man muslim i dag i USA, skal man passe på med at gøre noget sådant.

Det amerikanske nyhedsbureau AP har i flere måneder undersøgt, i hvilket omfang muslimer i New York er blevet mistænkeliggjort i kølvandet på terrorangrebene mod byen 11. september 2001.

AP's undersøgelse viser, at New Yorks politi holder et vågent øje med alle personer, der skifter navn.

Hvis man er muslim og får sig et nyt navn, der er mere amerikansk-klingende eller som lyder mere arabisk, bliver man genstand for en særligt tilbundsgående undersøgelse.

Samtidig bliver disse muslimer registreret i et hemmeligt arkiv, som New Yorks politi råder over, viser dokumenter, AP er kommet i besiddelse af.

Muslimer i New York, der skifter navn, får deres baggrund endevendt. Politiet undersøger deres rejseaktiviteter, eventuelle straffeattester, arbejdstilladelser og immigrationspapirer. Derefter risikerer de pågældende at få besøg af politiet.

Ifølge AP viser politiets overvågning af personer, der skifter navn, at kampen mod terror nu "kaster en skygge over noget, der traditionelt har været en del af Amerikas historie".

Indvandrere fra hele verden har siden Amerikas fødsel antaget amerikansk-klingende navne efter at have slået sig med i landet.

Det har ikke været muligt for AP at få en kommentar til sagen fra New Yorks politi. AP ville gerne vide, hvilken juridisk berettigelse politiet har til at mistænkeliggøre personer, der skifter navn.

Desuden ønsker AP at få svar på, hvor mange terrorister, der er blevet afsløret i forbindelse med overvågningen af personer, der ændrer deres navn.

/ritzau/AP

New Yorks politi overvåger muslimer, der skifter navn. Det har USA's indvandrere ellers gjort i århundreder.

Offentliggjort Sidst opdateret