Den påståede danske undskyldning for Muhammedtegningerne, der blev bragt i Jyllands-Posten for fem år siden, er spredt ud over det meste af Mellemøsten, men det betyder ikke, at en ny Muhammedkrise er under opsejling.
- Der har været en meget begrænset reaktion på internettet på mediernes historie om sagen. Det tyder på, at interessen for at gøre noget særligt ud af det her ikke er særlig stor, siger Rasmus Boserup, leder af Det Dansk Egyptiske Dialoginstitut (Dedi) i Kairo, den egyptiske hovedstad.
- Men vi ved også, at der ofte kan gå noget tid, før der kommer en reaktion. Dog har sagen om karikaturerne haft mindre og mindre interesse i medierne i de seneste år., tilføjer han.
Dedi, der er oprettet i forbindelse med Udenrigsministeriets Arabiske Initiativ, overvåger blandt andet også arabiske medier. Onsdag morgen stod det klart, at historien fra egyptisk presse er spredt over det meste af Mellemøsten.
Sagen opstod efter et møde i Kairo onsdag mellem den besøgende danske udenrigsminister, Lene Espersen (K), og sheik Ahmed Tayeb, leder af sunniislams vigtigste universitet, al-Azhar. Egyptisk presse citerede sheiken for at sige, at Lene Espersen havde givet en undskyldning for karikaturerne af profeten Muhammed.
Lene Espersen har afvist, at hun har sagt undskyld, og det er ikke klart, om journalisten, der talte med sheiken har skrevet noget forkert, om der er sket en oversættelsesfejl, om sheiken eller Lene Espersen siger noget forkert eller noget helt andet.
Udenrigsministeriet har sendt en berigtigelse - eller præcisering - af Lene Espersens udtalelser til arabiske medier for at få dem til at ændre historien. Men sheik Tayeb regnes for sunniislams leder, og han har en meget solid troværdighed i Mellemøsten, hvilket kan besværliggøre en korrektion, medmindre han selv går ud og gør det.
Rasmus Boserup siger, at der sent torsdag eftermiddag endnu ikke var registreret berigtigelser.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker