Muslimer slår ring om synagogen i Oslo
Efter terrorangreb mod jøder i Paris og København tog norske muslimer lørdag initiativ til fredsarrangement.
Muslimer og jøder dannede lørdag aften en menneskelig ring om synagogen i den norske hovedstad Oslo for at tage afstand til jødehad.
Omkring 1300-1400 mennesker var mødt frem for at deltage eller vise opbakning til initiativet fra en gruppe unge muslimer, der ønskede at vise støtte til jøder efter sidste weekends terrorangreb i København og sidste måneds angreb i Paris.
Arrangør Zeeshan Abdullah var en af de første talere uden for synagogen i Oslo. Han siger ifølge netavisen VG, at han ikke havde drømt om, at arrangementet ville blive så stort.
Han troede, at 40-50 mennesker ville møde op, men da markeringen gik i gang lørdag klokken 18.30, var over 2400 tilmeldt på Facebook og mange hundrede mødt op uden for synagogen, hvor en jødisk ceremoni skulle gå i gang.
- Arrangementet har fået international opmærksomhed og indikerer, at der er flere der vil have fred end krig. Der er fortsat håb for humanismen, siger han ifølge VG.
Bestyrelsesmedlem Michael Gritzman fra Det Mosaiske Trossamfund i Oslo glæder sig over de unge muslimers initiativ.
- Jeg føler, at der bliver skrevet en slags verdenshistorie her i Oslo i disse dage. Det ekstra fine er, at det er et initiativ, der ikke er taget af et politisk parti eller en organisation. Men som er taget af unge, der ønsker en anden måde at leve på, end det vi har oplevet i den seneste tid i Europa, siger han til norsk TV2.
Lars Gule, der forsker i yderliggående islamisme, betegner over for netavisen arrangementet i Oslo som en unik markering.
- Det fortæller, at norske muslimer er i færd med at finde en stemme, og at islam har fundet en plads i det norske samfund, siger han.
I Bergen holdt unge muslimer ligeledes en markering. Byen har ingen synagoge, men i stedet samledes unge muslimer ved et musikhus i byen for at vise deres støtte til jøderne.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned