Myanmar stemmer under frygt for fusk

Valglokalerne i Myanmar slog søndag for første gang i 20 år dørene op for et parlamentsvalg.

Men allerede inden valget gik i gang, blev det fordømt fra flere sider som en maskerade, der blot skal cementere militærets greb om magten i det sydøstasiatiske land.

USA's præsident, Barack Obama, sagde under sit besøg i Indien, at valget i Myanmar hverken er frit eller retfærdigt.

- Alt for længe er indbyggerne i Burma (Myanmar red.) blevet nægtet retten til at bestemme, sagde Obama.

Demokratiforkæmperen og Nobelpristageren Aung San Suu Kyi er fortsat i husarrest - den udløber den 13. november - og hun er blandt de, der har opfordret til at boykotte valget.

Hendes parti vandt valget for 20 år siden, men fik aldrig lov at komme til magten, og partiet er nu opløst.

To partier, der støtter militærjuntaen, har tilsammen opstillet to tredjedele af de kandidater, der er på valg, så den splittede opposition kæmper op ad bakke.

Det ventes, at Solidaritetsunionen og Udviklingspartiet (USDP), som regnes for militærjuntaens politiske arm, vinder valget - godt hjulet på vej af store økonomiske midler, en omfattende valgkampagne og et klima af frygt.

I mange valgkredse havde vælgerne kun to partier at vælge imellem, nemlig USDP og NUP, som også står juntaen nær.

Juntaen har forbudt udenlandske observatører til valget, og udenlandske medier har heller ikke adgang til Myanmar i forbindelse med valget. Den lokale presse har store restriktioner i sin valgdækning og må kun besøge valgsteder, hvis det sker med officiel ledsagelse.

Godt 29 millioner vælgere kunne stemme, men det var ikke klart, hvor mange der ville gøre det.

Det er ikke umiddelbart klart, hvornår der kan ventes et officielt resultat.

/ritzau/AFP

Valget i Myanmar cementerer militærets greb om magten. Der tales allerede om fusk.

Offentliggjort Sidst opdateret