Myanmars Suu Kyi var i retten for første gang siden kup
Demonstranter på gaden i Myanmar for at vise deres utilfredshed med militærets kup. Billedet er taget mandag, hvor Myanmars afsatte leder, Aung San Suu Kyi, blev stillet for retten for første gang siden kuppet. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Uncredited/Ritzau Scanpix
Siden militærkup i Myanmar har landets demokratisk valgte leder angiveligt været i husarrest i Naypyidaw.
Aung San Suu Kyi, Myanmars afsatte leder, har mandag deltaget ved et retsmøde, hvor flere punkter er blevet føjet til anklagen mod hende.
Det oplyser advokat Min Min Soe, der repræsenterer Aung San Suu Kyi.
Myanmars første demokratisk valgte leder deltog i retsmødet via video og er blevet tiltalt for at have tilskyndet til offentlig uro, at have haft walkie-talkier uden tilladelse og at have brudt landets coronaregler.
Det er første gang, at Aung San Suu Kyi har set sit hold af advokater, der skal tale hendes sag i retten. Det er ligeledes første gang, at hun selv er blevet set offentligt.
Aung San Suu Kyi menes at have siddet i husarrest i hovedstaden, Naypyidaw, siden militærets kup.
Ifølge advokaten, Khin Maung Zaw, der også er en del af Suu Kyis hold af jurister, så den 75-årige afsatte leder ud til at være ved godt helbred.
- Vi kan endnu ikke med sikkerhed sige, hvor mange anklager Aung San Suu Kyi kan vente at blive mødt med, siger Khin Maung Zaw efter retsmødet.
- Alt kan ske i dette land på nuværende tidspunkt, siger han videre.
Mens Suu Kyis sag blev behandlet virtuelt i retten, gik demonstranter igen på gaden mandag. Dermed trodsede de endnu en gang juntaen efter en blodig weekend.
Myanmar har i en måned været ramt af masseprotester, efter at militæret tog magten fra de facto-leder Suu Kyi og præsident Win Myint ved et kup 1. februar.
Siden er volden i landet taget til, og søndag var den hidtil mest blodige dag i landet efter magtovertagelsen.
Mindst 18 personer blev ifølge FN dræbt søndag, da militær og politi affyrede skud mod demonstranter i flere byer rundt om i landet. Det er uvist, hvilke kilder FN baserer dødstallet på. Ifølge FN er det dog "troværdige kilder".
Flere hundredtusinder mennesker har taget del i demonstrationerne de seneste uger. Tidligere er de blevet mødt med tåregas og vandkanoner, men militæret har siden trappet op over for urolighederne.
Demonstranterne kræver den afsatte regering genindsat.
Næste retsmøde ventes at blive den 15. marts.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker