Myanmars væltede leder skal i retten to uger efter kup

En demonstrant holder en plakat med krav om Aung San Suu Kyis løsladelse i vejret under en demonstration mod militærkuppet mandag i Myanmars største by,Yangon. Foto: Sai Aung Main/Ritzau Scanpix

Aung San Suu Kyi blev 1. februar væltet ved et militærkup, der siden har ført til store protester i Myanmar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Myanmars væltede leder, 75-årige Aung San Suu Kyi, skal i retten tirsdag og onsdag - godt to uger efter at hun blev afsat og anholdt ved et militærkup.

Det oplyser hendes advokat, Khin Maung Zaw. Han har endnu ikke fået lov til at møde sine klienter, som foruden Suu Kyi blandt andre også omfatter præsident Win Myint.

- Vi forsøger vores bedste for at få et møde med dem, siger advokaten ifølge nyhedsbureauet AFP.

Suu Kyi er ikke blevet set offentligt siden militærkuppet 1. februar. Men ifølge nogle af hendes partifæller i Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) er hun ved godt helbred.

Hun tilbageholdes angiveligt i sin residens i Myanmars hovedstad, Naypyidaw.

Den afsatte regeringsleder er sigtet for at have brudt Myanmars love om import ved at være i besiddelse af walkie-talkier, som hun angiveligt ikke havde tilladelse til at importere.

Militæret fandt dem i hendes hus ved en ransagning kort efter kuppet i forrige uge.

Sigtelsen kan synes banal, men en dom kan betyde, at Suu Kyi fremover bliver udelukket fra politik.

Anført af general Min Aung Hlaing væltede Myanmars militær den demokratisk valgte leder Suu Kyi i de tidlige morgentimer 1. februar.

Også andre medlemmer af hendes parti, NLD, blev anholdt.

Siden da har der været store protester i det sydøstasiatiske land. Samtidig har militæret støt strammet grebet om magten.

Præsident Win Myint, der ligeledes blev væltet ved kuppet, skal også i retten tirsdag og onsdag i Naypyidaw.

- Når de skal i retten den 16. og 17. februar, vil det foregå som en videokonference, oplyser advokat Khin Maung Zaw.

Militæret i Myanmar hævder, at landets parlamentsvalg i november var præget af snyd. Her vandt Aung San Suu Kyi og NLD med 83 procent af stemmerne, mens militærets parti, USDP, blot fik syv procent.

Både internationale observatører og Myanmars valgkommission afviser militærets påstand om valgsvindel.

Der har mandag igen været demonstranter på gaden i Myanmar. De bliver blandt andet mødt af kampklædt politi og pansrede køretøjer.

Militæret har også indført skærpede fængselsstraffe til folk, der forhindrer styrkerne i at udføre deres opgave. Det skriver BBC.

Mindst 400 personer er blevet anholdt under protesterne. Det oplyser en støttegruppe for politiske fanger ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Myanmar hed tidligere Burma, men har haft sit nuværende navn siden 1989. Der bor omkring 55 millioner mennesker i landet.