Myndigheder i USA beder hver femte indbygger om at blive inde
Broadway Avenue i Los Angeles ligger øde, efter at Californiens guvernør har indført restriktioner på indbyggernes færden udendørs. Lignende tiltag blev fredag indført i New York, Illinois og Connecticut. Også New Jersey er på vej med et lignende tiltag. Foto: Mario Anzuoni/Reuters
Mario Anzuoni/Reuters
Delstaterne New York, Illinois og Connecticut har fredag indført regler for indbyggere om at blive hjemme.
Snart vil mere end hver femte amerikaner være underlagt regler om at blive indendørs.
Det skriver The New York Times.
En efter en er en række af USA's største delstater begyndt at indføre strikse regler, der indskrænker indbyggernes bevægelsesfrihed i et forsøg på at begrænse spredningen af coronavirus.
Det gælder blandt andet delstaterne New York, Illinois og Connecticut.
I alt er flere end 75 millioner mennesker i USA underlagt regler i forbindelse med udbruddet af coronavirus, skriver nyhedsbureauet Reuters.
I New York indførte guvernør Andrew M. Cuomo fredag strenge begrænsninger på udendørsaktiviteter i delstaten. Blandt andet skal alle virksomheder med ikke-essentielle funktioner sende alle deres medarbejdere hjem.
Reglen træder i kraft søndag aften klokken otte lokal tid. I delstaten er der hidtil registreret flere end 7800 smittetilfælde.
- Disse tiltag vil blive håndhævet, sagde guvernøren på et pressemøde fredag.
- Det er ikke bare venlige råd, understregede han.
I New York må raske personer under 70 år dog fortsat gå uden for for at købe ind eller motionere, så længe de holder god afstand til andre.
Få timer efter udmeldingen fra New York har flere andre amerikanske delstater fulgt trop.
I Connecticut kom guvernør Ned Lamont med en lignende udmelding, og i New Jersey oplyser guvernør Philip Murphy, at han har planlagt at indføre samme regler lørdag.
I Illinois annoncerede guvernør J.B. Pritzker fredag en ordre om at "blive hjemme" for alle delstatens indbyggere. Derudover må alle virksomheder med ikke-essentielle funktioner lukke fra lørdag eftermiddag klokken fem lokal tid.
- Det har ikke været en nem beslutning, sagde Pritzker.
- Jeg forstår, at jeg i nogle tilfælde står med et valg mellem at redde folks liv eller folks levebrød. Men i sidste ende kan du ikke have et levebrød, hvis ikke du har dit liv.
De seneste tiltag kommer, efter at Californiens indbyggere fredag vågnede op til en ny virkelighed med stramme restriktioner.
Delstatens guvernør, Gavin Newsom, har beordret Californiens 40 millioner indbyggere at blive indendørs så meget som muligt.
Den samme regel er blevet indført i New Orleans, hvor de 390.000 beboere kun må gå ud for "vigtige ærinder".
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker