Myndigheder starter rydning af migrantlejr i Calais
Migranter fra junglelejren i Calais står i kø og venter på at blive kørt væk til centre andre steder i Frankrig. Foto: AP/Emilio Morenatti
AP/Emilio Morenatti
Mange af lejrens indbyggere er mødt op ved en hangar, hvorfra de vil blive bragt til andre centre i Frankrig.
De franske myndigheder er ifølge nyhedsbureauet AFP begyndt at flytte tusindvis af migranter ud af den berygtede junglelejr i Calais.
Her har beboere i mange måneder gjort forsøg på at hoppe på lastbiler på vej til Storbritannien.
Mange af lejrens indbyggere har fulgt myndighedernes instrukser og mødt op klokken 8.00 ved en nærliggende hangar, hvorfra de vil blive transporteret til næsten 300 modtagecentre forskellige steder i Frankrig.
Ved hangaren blev de fremmødte opdelt i fire grupper: Familier, enlige mænd, uledsagede børn og personer med særlige behov.
Lejren har mellem 6000 og 8000 beboere. Myndighederne har uddelt foldere, hvor man på arabisk, pashto og en række andre sprog har gjort det klart for migranterne, at lejren bliver ryddet.
I alt er 33 flygtninge og migranter døde i Calais-regionen siden 2015.
- Vi mangler stadig at overbevise nogle folk om at acceptere en flytning og opgive deres drøm om Storbritannien. Det er det sværeste, siger talsmænd for det franske politi.
Nogle afghanere i lejren har svoret ikke at give sig. De insisterer på, at de vil over kanalen og søge lykken.
Over 1200 politifolk er indsat i operationen for at forebygge uroligheder.
Myndighederne siger, at der er tale om en større operation, som vil strække sig over tre døgn, før den brogede lejr med telte og skure er ryddet.
Lejren i Calais, som har fået øgenavnet Junglen, er blevet et symbol på EU's flygtningekrise.
- Jeg er glad for at skulle væk. Jeg har fået nok af Junglen, siger Abbas, en 25-årig sudansk mand.
- Men der er mange, som ikke vil væk herfra. Det kan meget vel komme til sammenstød senere. Derfor ville jeg være blandt de første på vej ud, tilføjer han.
- De må bære os ud. Vi vil til Storbritannien, siger en ung afghaner, Karhazi.
Det kom til uroligheder, da de franske myndigheder lukkede den sydlige halvdel af lejren i marts.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde