Mystiske angreb fortsætter på USA's diplomater i Cuba
Så sent som i august har der fundet episoder sted, som USA betegner som angreb på diplomater i Cuba.
Mystiske angreb på amerikanske diplomaters helbred har fundet sted i Cuba så sent som i august.
Det oplyser amerikanske myndigheder fredag. På samme tid opjusterer USA antallet af påvirkede diplomater til 19.
- Vi kan bekræfte, at en episode, som fandt sted sidste måned, nu er en del af vores efterforskning, siger Heather Nauert, talsperson for USA's udenrigsministerium.
Hun siger videre, at efterforskningen ikke er afsluttet.
Tidligere har USA ellers oplyst, at angrebene ophørte i foråret.
Amerikanske embedsmænd fortalte i august til nyhedsbureauet AP, at en række af USA's diplomater sidste efterår begyndte at lide af uforklarligt høretab.
Efter måneder med efterforskning var amerikanernes konklusion klar. Diplomaterne havde været udsat for en avanceret enhed, der havde udsendt en lyd, som det menneskelige øre ikke kan registrere.
De amerikanske diplomaters fagorganisation, Afsa, siger, at skaderne blandt diplomaterne varierer. En mindre traumatisk hjerneskade, der kan sammenlignes med en hjernerystelse, er blandt diagnoserne på ofrene for angrebene.
Andre lider af permanent høretab, hjernehævelser, stærke hovedpiner og nedsat balanceevne.
Det er værd at bemærke, at amerikanerne ikke har beskyldt Cubas regering for at stå bag hændelserne.
Godt nok udviste USA to cubanske diplomater, efter at episoderne fandt sted. Men udenrigsministeriet har slået fast, at det skete i protest mod, at cubanerne ikke havde kunnet beskytte de amerikanske diplomater.
Efterforskerne har heller ikke kunnet finde den omtalte enhed, der skulle have udsendt lyde.
Embedsmænd har tidligere sagt, at det avancerede lydapparat kan være installeret af et tredje land uden Cubas kendskab.
Også mindst én canadisk diplomat er blevet ramt af et angreb.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde