Naboer til indisk voldtægtsoffer: Hun skulle giftes

Den indiske kvinde, der blev massevoldtaget i en bus i New Delhi for to uger siden og siden døde af sine kvæstelser, havde bryllupsplaner i starten af det nye år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hendes udkårne var angiveligt den mand, som hun steg på bussen sammen med den skæbnesvangre aften 16. december, hvor hun blev voldtaget og mishandlet af seks berusede mænd på en bus i New Delhi, fortæller flere af kvindens naboer:

- Det var meningen, at hun skulle giftes i februar med den mand, som hun blev overfaldet sammen med, siger Meena Rai, som var veninder med voldtægtsofferet, og som søndag deltog i en privat ceremoni i New Delhi, hvor kvinden blev kremeret.

Ifølge Meena Rai havde de to kvinder været på indkøb sammen for at finde en brudekjole.

- De havde forberedt alt til brylluppet og havde planlagt en bryllupsfest i New Delhi, fortæller veninden.

Bryllupsplanerne bliver bekræftet af Usha Rai, som også boede tæt ved den dræbte kvindes hjem.

- Vi vidste, at hun skulle giftes til februar. Hele nabolaget var begejstrede for det, fortæller hun.

Manden, som ifølge naboerne var den dræbte kvindes forlovede, blev kvæstet i det brutale overfald. Han blev holdt fast, mens den 23-årige medicinstuderende blev voldtaget og gennembanket, inden de begge blev smidt af bussen.

Den indiske regering har nedsat en kommission, der skal undersøge alle omstændigheder ved forløbet.

Voldtægten har udløst omfattende demonstrationer og anklager om, at politiet ser gennem fingre med voldtægt, som ofte finder sted i New Delhi.

/ritzau/AFP