Nabolande og Frankrig aflyser fly og afskærer Mali yderligere
Malis nabolande og Frankrig er utilfredse med, at midlertidig præsident forsøger at udskyde frie valg.
Flyselskaber fra en række af Malis nabolande samt Frankrig har mandag aflyst flere flyvninger til og fra det vestafrikanske land.
Det sker, efter at Ecowas, der er en samarbejdsorganisation for lande i Vestafrika, søndag indførte nye sanktioner mod Mali, fordi landets militære ledere har nægtet at afholde demokratiske valg i næste måned, som det ellers blev aftalt efter et militærkup i 2020.
Flere nabolande har også meldt ud, at de planlægger at lukke grænserne til Mali.
Elfenbenskystens nationale flyselskab har mandag aflyst flyvninger til Malis hovedstad, Bamako. Flyvninger fra Senegal er også blevet aflyst.
Air France har også aflyst flere fly til Mali. En talsmand for flyselskabet oplyser uden nærmere detaljer, at det skyldes sikkerhedshensyn.
Ifølge chefen for Malis lufthavne, Lassina Togola, har Air France ikke meldt noget om, at flyvningerne skulle være suspenderet på længere sigt.
Landene i Ecowas blev søndag enige om at afbryde flere finansielle bånd til Mali. Sanktionerne er de hårdeste, som organisationen har vedtaget, siden lignende sanktioner blev indført i august 2020, umiddelbart efter at daværende præsident Boubacar Ibrahim Keita blev afsat fra posten.
Malis nuværende leder, Assimi Goïta, der var en blandt flere generaler, der i august 2020 var med til at vælte Keita og indsætte en midlertidig regering, opfordrer mandag befolkningen til at tage det roligt.
Han siger i en udtalelse, at landet har midlerne til at stå imod de nuværende sanktioner.
Goita, der i maj 2021 stod bag et nyt kup, hvor han erstattede den midlertidige præsident med sig selv, tilføjer, at han er åben for nye forhandlinger med Ecowas.
Tilbage i 2020 førte Ecowas økonomiske sanktioner til et kraftigt fald i Malis import. Sanktionerne blev ophævet efter to måneder, da landets myndigheder lovede at overdrage magten til en civil regering i løbet af 18 måneder.
Men den aftale er Assimi Goïta altså løbet fra.
Han har i stedet foreslået at vente til december 2025 med at afholde valg.
Ud over en konflikt med sine nabolande har situationen i Mali også ført til øgede spændinger med Frankrig. Det skyldes, at landet har tusindvis af soldater udsendt til Sahel-regionen for at bekæmpe jihadister.
Danmark har siden 2012 også bidraget med forskellige militære bidrag i Mali.
I januar 2022 skal over 100 specialstyrker fra Frømandskorpset og Jægerkorpset til landet for at træne dets væbnede styrker.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde