Nært forestående aftale skal stoppe tysk togstrejke
Tyske passagerer har af flere omgange måtte se langt efter deres tog, som er blevet aflyst på grund af konflikten mellem GDL og Deutsche Bahn. Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
En aftale er nu næsten på plads mellem GDL og Deutsche Bahn i konflikten, der handler om lønstrid.
Nu burde man igen kunne køre gennem Tyskland med tog uden de store udfordringer.
For den tyske jernbaneoperatør Deutsche Bahn (DB) udtaler lørdag, at den er tæt på en løsning med lokomotivførernes fagforening GDL efter måneders konflikt om løn.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Ifølge Deutsche Bahn er en aftale nært forestående, og der vil ikke være strejker foreløbig, lyder meldingen.
- Begge parter er sikre på, at de vil være i stand til at offentliggøre et resultat i næste uge, lyder det fra en repræsentant for forhandlingerne ifølge DPA.
Der tilføjes, at GDL vil afholde sig fra yderligere strejker indtil da.
Baggrunden for togkonflikten er en lønstrid mellem GDL og Deutsche Bahn.
Fagforeningen har krævet, at den ugentlige arbejdstid for lokomotivførere med skiftende arbejdstider sættes ned fra 38 til 35 timer. Og det skal ske med fuld lønkompensation.
Deutsche Bahn har ad flere omgange opfordret til forhandlinger for at løse den strid.
Det lykkedes ikke parterne at nå til enighed under længerevarende forhandlinger i februar, der blev ledet af blandt andet Tysklands tidligere indenrigsminister Thomas de Maizière.
DB har tidligere været villig til at reducere arbejdstiden til 36 timer uden økonomiske tab af to etaper inden 2028.
Det gik GDL-chef Claus Weselsky dog ikke med til.
Der har indtil videre været seks strejker organiseret af GDL i den aktuelle lønkonflikt.
Senest tirsdag i denne uge, hvor GDL havde varslet en strejke, der ville ramme intercitytog, den regionale togtrafik og godstransporten i 24 timer.
Det er ikke kun de tyske togpassagerer, der har været ramt af strejke.
Samtidig med togstrejken har lufthavnsansatte i flyselskabet Lufthansa også nedlagt arbejdet i denne uge.
Blandt andet blev 28 afgange til og fra Danmark aflyst med konsekvenser for op mod 4000 passagerer.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde