Næsten 500 kupanklagede i Tyrkiet hånes på vej ind i retten

Under et stort opbud af soldater føres de tiltalte i forbindelse med sidste års militærkup ind i retten i Ankara. Foto: /ritzau/AP/Burhan Ozbilici

"Dødsstraf," råber tilskuere til tyrkere, der er anklaget for kupforsøg. Nogle medbringer løkker til hængning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Næsten 500 tyrkere, der er anklaget for at have taget del i det fejlslagne militærkup i Tyrkiet sidste år, er tirsdag blevet ført til retten i Ankara.

De mange mistænkte er anklaget for at planlægge et militærkup mod regeringen fra luftbasen Akinci nordvest for hovedstaden.

Myndighederne betragter basen som kupmagernes hovedkvarter, hvorfra ordrer blev givet til jagerfly om at bombe parlamentet.

461 af de 486 anklagede er varetægtsfængslet, syv er på flugt, mens resten er tiltalt men ikke fængslet.

Nogle af de tiltalte er tirsdag formiddag blevet ført ind i retten en efter en og for rullende kameraer.

Der er mødt mange tilskuere op foran retten, der er indrettet uden for Ankara.

Hver af de anklagede bliver ført afsted af to soldater, mens en bevæbnet soldat ledsager dem.

- Vi ønsker dødsstraf, lyder råbet fra folkemængden.

Flere kaster en løkke mod de tiltalte for at fortælle, at de fortjener at blive klynget op med det samme.

Andre kaster flasker mod de tiltalte.

Flere af de tiltalte risikerer fængsel på livstid. Præsident Recep Tayyip Erdogan har imidlertid også truet med at genindføre dødsstraf i forbindelse med retsopgøret.

Blandt de hovedmistænkte, der er nævnt i anklageskriftet som en af de syv personer på flugt, er Erdogans ærkefjende Fethullah Gülen. Han lever i eksil i USA.

Erdogan mener, at det var Gülen - en tidligere nær allieret - som planlagde at kuppe regeringen 15. juli sidste år.

Fethullah Gülen, som er bosat i Pennsylvania, nægter alle anklager mod ham.

Retssagen finder sted i Tyrkiets største retssal, der er bygget særligt til at tage sig af de mange sager i forbindelse med kupforsøget.

I maj blev de første kuptiltalte ført i retten i uden for Ankara. Det var 221 personer, og anklagerne mener, at en række af dem var kuppets bagmænd.

249 mennesker mistede livet under det fejlslagne kupforsøg.