Næsten hele verden mærkede klimaforandringerne i løbet af sommeren

Italien er et af de lande, som oplevede ekstrem varme igennem store dele af sommeren. De langvarige og ekstreme hedebølger i Nordamerika og Sydeuropa havde slet ikke kunnet opstå, hvis ikke det havde været for menneskers udledning af drivhusgasser. (Arkivfoto). Foto: Gregorio Borgia/Ritzau Scanpix

Halvdelen af verdens befolkning oplevede ekstrem varme i mindst 30 dage i løbet af sommeren. De menneskeskabte klimaforandringer bærer ansvaret, viser studie.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er næppe gået mange menneskers næse forbi, at det globalt har været en exceptionelt varm sommer.

Der er blevet slået varmerekord efter varmerekord. Store dele af den nordlige halvkugle har oplevet ekstremt høje temperaturer, som har været nærmest ulidelige at færdes i.

De seneste tre måneder - fra juni til og med august - har globalt været de varmeste, der nogensinde er blevet målt. Det har Copernicus, EU's klimatjeneste, fastslået.

Et nyt studie kaster endnu mere lys over den rekordvarme sommer, som 2023 har budt på.

Studiet fra den amerikanske forskningsgruppe Climate Central har kigget nærmere på, hvor stor en påvirkning de menneskeskabte klimaforandringer har haft på den varme sommer.

Den har kort sagt været stor. Næsten alle mennesker på Jorden oplevede højere temperaturer fra juni til august som resultat af menneskeskabte klimaforandringer, konkluderer studiet.

Forskningsgruppen har kigget på temperaturer i 180 lande og 22 territorier.

Studiet konkluderer, at udledning af drivhusgasser mindst fordoblede sandsynligheden for de højere temperaturer, som 98 procent af verdens befolkning oplevede.

- Så godt som ingen på Jorden undgik den globale opvarmnings påvirkning over de seneste tre måneder, siger Andrew Pershing, viceformand for forskning ved Climate Central, ifølge AFP.

- I alle lande, som vi har analyseret, herunder også på den sydlige halvkugle, hvor det er den koldeste tid på året, så vi temperaturer, som ville være usandsynlige - og i nogle tilfælde umulige - uden menneskeskabte klimaforandringer.

- Drivhusgasser er helt klart ansvarlige for denne sæsons rekordvarme.

Climate Central har undersøgt, i hvilken grad klimaforandringer har gjort de høje temperaturer mere sandsynlige.

Det har forskerne gjort ved at sammenligne observerede temperaturer med temperaturer i vejrmodeller, hvor påvirkningen fra udledning af CO2 er fjernet.

6,2 ud af verdens godt 8 milliarder mennesker oplevede i løbet af sommeren mindst en dag, hvor gennemsnitstemperaturen var fem gange mere sandsynlig på grund af klimaforandringerne.

Det er det højeste trin på forskernes skala.

De langvarige og ekstreme hedebølger i Nordamerika og Sydeuropa blev ikke bare gjort mere sandsynlige på grund af klimaforandringerne.

De havde slet ikke kunnet opstå, hvis ikke det havde været for menneskers udledning af drivhusgasser. Det siger Friederike Otto, en af Storbritanniens førende klimaforskere, til Reuters.

- De blev gjort uendeligt mange gange mere sandsynlige, fordi de ikke ville have opstået uden klimaforandringer, siger hun.

Forskerne bag studiet har også fundet frem til, at halvdelen af verdens befolkning oplevede ekstrem varme i mindst 30 dage i løbet af sommeren.

Og at mellem 1,5 og 4,2 milliarder mennesker hver eneste dag oplevede en stærk påvirkning af klimaforandringer.

Det var en enkelt dag i løbet af sommeren, hvor 4,2 milliarder mennesker - mere end halvdelen af verdens befolkning - oplevede en stærk påvirkning af klimaforandringerne.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

- Det synes jeg, er virkelig, virkelig opsigtsvækkende, siger Andrew Pershing fra Climate Central.

/ritzau/

Konklusioner fra studiet

* Menneskeskabte klimaforandringer har gjort den ekstreme varme, som indtraf i løbet af sommeren, langt mere sandsynlig.

* Næsten halvdelen af verdens befolkning oplevede mindst 30 dage fra juni til og med august, hvor varmen var blevet gjort mindst tre gange mere sandsynlig på grund af klimaforandringer.

* Hver eneste dag oplevede mellem 1,5 og op mod 4,2 milliarder mennesker en meget stærk påvirkning af klimaforandringer.

* Mere end 3,8 milliarder mennesker oplevede 30 eller flere dage med ekstrem varme forværret af klimaforandringer.

Kilde: Climate Central.

/ritzau/

En mand køler sig selv af i Houston, Texas, hvor det har været ekstremt varmt hele sommeren. Ekstreme hedebølger ramte både Nordamerika og Sydeuropa i løbet af sommeren. (Arkivfoto). Foto: Adrees Latif/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu