Næsten hver fjerde ukrainer er flygtet eller fordrevet
Knap 3,4 millioner personer er flygtet ud af Ukraine siden krigens begyndelse 24. februar. Foto: Fabrizio Bensch/Reuters
Ti millioner personer er enten flygtet ud af Ukraine eller er internt fordrevet, siden krigen begyndte.
Knap hver fjerde indbygger i Ukraine er enten flygtet ud af landet eller er internt fordrevet siden Ruslands invasion den 24. februar.
FN's flygtningechef, Filippo Grandi, skriver søndag på Twitter, at ti millioner personer har forladt deres hjem siden krigens begyndelse.
Det er næsten en fjerdedel af Ukraines 44 millioner indbyggere.
- Krigen i Ukraine er så altødelæggende, at ti millioner enten har forladt landet som flygtninge eller er internt fordrevet, skriver Filippo Grandi.
Ifølge FN's flygtningeorganisation, UNHCR, er antallet af flygtede ud af Ukraine søndag på knap 3,4 millioner personer.
Omkring 90 procent af de flygtede er kvinder og børn. Ukrainske mænd mellem 18 og 60 år kan blive indkaldt til militæret og er af præsident Volodymyr Zelenskyj blevet bedt om ikke at forlade landet.
FN's børneorganisation, Unicef, oplyser, at 1,5 millioner ud af de flygtede er børn. Unicef advarer om, at der er en "reel og stigende" risiko for, at de ender som ofre for menneskehandel og udnyttelse.
Flere ukrainske byer er blevet udsat for voldsomme bombardementer siden invasionens begyndelse. Blandt de hårdt ramte byer er den sydøstlige havneby Mariupol, der ligger i Donetsk-regionen.
Ifølge ukrainske myndigheder har Rusland i Mariupol både bombet et børnehospital, et stort teater og søndag en kunstskole.
Rusland har afvist at stå bag angreb mod civile.
I en opdatering torsdag meddelte FN, at 816 civile har mistet livet i krigen.
Krigen i Ukraine er i gang på fjerde uge.
Den blev indledt torsdag den 24. februar efter måneders optrappet konflikt mellem Ukraine og Vesten på den ene side og Rusland på den anden.
Konflikten består blandt andet i, at Rusland mener, at Ukraine har nærmet sig Vesten for meget. Rusland er imod Ukraines ønske om at blive en del af den vestlige forsvarsalliance Nato og har forlangt en garanti for, at det ikke sker.
Sådan en garanti har Nato hidtil afvist at give.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde