Narkobaronen Coke nægter sig skyldig

Den berygtede jamaicanske narkobaron Christopher "Dudus" Coke, som tidligere på ugen blev anholdt og udleveret til USA, nægter sig skyldig i alle anklager.

Det står klart, efter at Dudus fredag blev varetægtsfængslet ved en domstol i New York.

Den 42-årige magtfulde narkobagmand skabte borgerkrigslignende tilstande i Jamaicas hovedstad, Kingston, efter at premierminister Bruce Golding i maj beordrede ham anholdt.

Beboere i kvarteret Tivoli Gardens, der er narkokongens højborg, forsvarede den eftersøgte Dudus med både krudt, liv og lemmer, og urolighederne fik Jamaicas regering til at erklære hovedstaden i undtagelsestilstand.

I tirsdags blev Dudus så endelig anholdt og overgivet til USA, som længe har krævet ham udleveret.

I retten i New York var Dudus klædt i en blå fængselsdragt, og han fremstod rolig og fattet, da han nægtede sig skyldig i anklagerne om narkoforbrydelser og våbensmugling.

Dudus har afsvoret sig muligheden for en udleveringsretssag, fordi han ifølge eget udsagn håber, at det vil medvirke til at hele de sår, som de blodige optøjer har forvoldt.

- Hele landet er blevet negativt påvirket af processen, der har omgivet min udlevering, og jeg håber, at min handling vil føre til heling hos alle dem, der har lidt, lyder det fra lederen af banden Shower Posse, der forsyner store dele af det østlige USA med kokain.

Mindst 76 mennesker mistede livet i de voldelige kampe i Jamaicas hovedstad, da politiet satte jagten ind på Dudus.

/ritzau/Reuters

Den jamaicanske narkobaron Christopher "Dudus" Coke er varetægtsfængslet i USA, hvor han nægter sig skyldig i anklager om narkoforbrydelser og våbensmugling.

Offentliggjort Sidst opdateret