Narkokartel bag bilbombe i Mexico

Et mexicansk narkokartel står bag en bilbombe, der blev udløst ved hjælp af en mobiltelefon og dræbte fire mennesker, oplyser landets sikkerhedsstyrker. Der er tale om det første attentat af sin slags i Mexicos blodige narkotikakrig.

Bilbomben blev bragt til sprængning sent torsdag i den mexicanske grænseby Ciudad Juarez, der ligger ikke langt fra El Paso i Texas.

Mexicansk politi siger, at det var La Linea, den væbnede gren af det magtfulde Juarez-kartel, der stod bag bilbomben. Ifølge landets sikkerhedsministerium var attentatet en hævn for anholdelsen tidligere på ugen af et medlem af samme Juarez-kartel.

- Der var 10 kilo sprængstoffer, som blev fjernudløst af en mobiltelefon, siger Enrique Torres, talsmand for regeringshæren i Ciudad Juarez.

Hæren siger, at der blev benyttet C4 plastisk sprængstof til attentatet, der kostede en politimand, en læge, en redningsarbejder og en uidentificeret mand livet.

Ciudad Juarez borgmester, José Reyes Ferriz, fortæller, at narkobanderne udtænkte en udspekuleret og nedrig plan for at dræbe så mange som muligt.

En uidentificeret og såret mand blev klædt i en politiuniform og efterladt liggende i gaden som lokkemad. Attentatmændene tilkaldte derefter en ambulance for at få politiet til stedet. Da politi og ambulance var ankommet, blev bilbomben udløst.

Mexicos præsident, Felipe Calderon, er oppe imod en tiltagende voldsbølge rundt om i landet efter at han i december 2006 indledte en målrettet krig mod narkokartellerne. Flere end 26.000 mennesker er blevet dræbt i forbindelse med den mexicanske narkokrig.

/ritzau/Reuters

Mexicos magtfulde narkokarteller er for første gang nogensinde grebet til brugen af en bilbombe i kampen mod landets myndigheder.

Offentliggjort Sidst opdateret