Narkosmugler får 808 års fængsel for busmassakre i Guatemala
Efter 13 års flugt blev Rigoberto Danilo Morales i 2022 fanget. Han er nu idømt 808 års fængsel for massakre.
En domstol i Guatemala har mandag idømt en mand 808 års fængsel.
Ifølge retten straffes manden for i 2008 at have deltaget i en massakre, hvor 15 nicaraguanere og én hollandsk statsborger blev slået ihjel.
Det oplyser en kilde fra retten til nyhedsbureauet AFP.
Den dømte ved navn Rigoberto Danilo Morales skal have deltaget i at udføre drabene. Ifølge retten idømmes han 50 års fængsel per drab og dertil otte års fængsel for at have været del af et kriminelt netværk af narkosmuglere.
Selv om Morales er blevet idømt 808 års fængsel, ser han dog ikke ud til at have flere århundrede bag tremmer foran sig.
Loven i Guatemala dikterer nemlig, at en fange i landet kun må afsone op til 50 år i fængsel.
Forud for mandagens dom har myndighederne i Guatemala i længere tid været på jagt efter den massakredømte.
37-årige Morales blev i 2022 anholdt, efter han i 13 år havde været på flugt.
Retssagen mod ham tog derefter sin begyndelse i september sidste år.
Anklagerne har i sagen berettet om den hændelse, der kaldes en massakre.
Ifølge dem kørte en bus i 2008 fra Nicaragua ind i Guatemala. Om bord var de 16 personer, der samme dag mistede livet.
Bussen blev stoppet af personer, som ifølge anklagerne var narkosmuglere. Smuglerne troede, at bussen fragtede narko, men da de indså, at den blot fragtede passagerer, skød de personerne på bussen.
Efterfølgende skal de have brændt ligene på en adresse, som tilhørte narkosmugleren Marvin Montiel Marin.
Han blev i 2016 også idømt en lang fængselsdom for massakren.
Ud over Morales og Montiel Marin er syv andre personer blevet dømt i sagen. Herunder Sara Cruz, som er gift med Montiel Marin. De er blevet idømt fængselsstraffe af varierende længder.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde