Nasa sender raket afsted for at hente strandede astronauter
Raketten "Falcon 9" og rumfartøjet "Dragon" sendes i vejret i Florida fredag lidt efter klokken 19 lokal tid. Foto: Brandon Bell/Ritzau Scanpix
Butch Wilmore og Suni William har været strandet på ISS i ni måneder. Efter planen vender de hjem om få dage.
Den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa, har fredag opsendt et bemandet rumfartøj til Den Internationale Rumstation, ISS.
Når fartøjet vender tilbage til Jorden, vil astronauterne Butch Wilmore og Suni Williams være om bord.
De har været strandet i rummet siden juni sidste år. Siden er flere missioner, der skulle bringe dem hjem, blevet udskudt.
Det er raketten "Falcon 9" og rumfartøjet "Dragon" fra selskabet SpaceX, der er blevet sendt afsted med fire astronauter om bord fra Cape Canaveral i den amerikanske delstat Florida.
Butch Wilmore og Suni Williams var tilbage i juni de første, der fløj til ISS med Boeings rumfartøj "Starliner".
De skulle hjem igen otte dage senere med samme fartøj. Den plan gik dog i vasken, fordi der var problemer med "Starliner".
Nasa mente, at det var for risikabelt at have folk om bord, og "Starliner" var derfor tom, da rumfartøjet kom tilbage til Jorden.
Fredagens mission kaldet Crew-10 er egentlig en rutineoperation, hvor astronauter sendes til ISS for at afløse deres kolleger.
Men missionen har været længe ventet på grund af Butch Wilmore og Suni Williams.
Efter planen forlader de Den Internationale Rumstation den 19. marts og sætter kursen hjemad.
Crew-10-missionen skulle være sendt afsted senere i marts. Men efter politisk pres fra USA's præsident, Donald Trump, valgte Nasa at rykke den frem.
Donald Trump hævder, at Wilmore og Williams er blevet efterladt i rummet på ordre fra den tidligere præsident Joe Biden.
Det samme har rigmand og SpaceX-ejer Elon Musk sagt.
Udlægningen er blevet afvist af både Biden og Nasa. Også astronauten Butch Wilmore har sagt, at han ikke tror, at der har været politiske årsager til, at han og Suni Williams ikke er kommet hjem før.
Ifølge Nasa har det været nødvendigt at lade de to blive på ISS, for at der ikke var for få på rumstationen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde