Natligt drama i ukrainsk lufthavn er slut
Den største lufthavn på halvøen Krim i Ukraine fungerer fredag morgen igen normalt, efter der tidligere på natten var meldinger om, at en større gruppe bevæbnede mænd havde indtaget lufthavnen i regionens hovedstad, Simferopol.
Alt fungerer igen normalt, fortæller lufthavnens talsmand til radiostationen Echo i Moskva, skriver nyhedsbureauet al-Jazeera.
En journalist fra nyhedsbureauet AFP bekræfter, at adgangen til lufthavnen er åben og passagerer tjekker ind til deres afgange. Men en gruppe på godt 10 bevæbnede mænd kan fortsat ses opholde sig uden for lufthavnsområdet.
"De svarer ikke på spørgsmål om, hvor de kommer fra", lyder det fra AFP's medarbejder.
Flere internationale nyhedsbureauer rapporterede natten til fredag, at cirka 50 militærklædte og bevæbnede mænd omkring klokken to dansk tid ankom til lufthavnen og tog kontrol over området.
Lufthavnens talsmand Igor Stratilati fortæller, at de gennemsøgte lufthavnen ud fra en formodning om, at der i løbet af natten var blevet fløjet soldater ind fra den ukrainske hær.
Efter at have konstateret, at der ikke var nogen enheder fra hæren, undskyldte de bevæbnede mænd og trak sig tilbage, fortæller han ifølge al-Jazeera.
Repræsentanter for Ukraines nye midlertidige regering har angiveligt planlagt at rejse til Krim fredag med fly.
Aktionen i lufthavnen kom knap et døgn efter, at bevæbnede og uniformerede prorussiske aktivister tidligt torsdag morgen indtog den regionale regerings hovedkvarter. Også det lokale parlament blev besat.
Det prorussiske flertal på Krim har udtrykt ønske om at blive en del af Rusland, efter oppositionen i sidste uge afsatte Ukraines præsident, Viktor Janukovitj.
Krim udgør den sidste store bastion i Ukraine for modstanden mod det nye styre.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned