Nato-allierede vil rejse milliarder til sikring af varig fred i Ukraine
Nato-generalsekretær Mark Rutte talte torsdag med USA's præsident, Donald Trump, omkring krigen i Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Vaclav Salek/Ritzau Scanpix
Nato-allierede vil bidrage med "milliarder" til sikkerhedsgarantier for Ukraine, hvis der opnås fredsaftale.
Lande i Nato-alliancen er i gang med at rejse "milliarder", der skal bidrage til sikkerhedsgarantier for Ukraine ved en mulig fredsaftale.
Det oplyser Nato-generalsekretær Mark Rutte på det sociale medie X efter en samtale torsdag med USA's præsident, Donald Trump.
- Allierede er ved at rejse milliarder til støtte og andre indsatser, der skal bidrage til sikkerhedsgarantier i Ukraine, skriver Mark Rutte efter samtalen med Trump.
Nato-generalsekretæren er ikke mere konkret omkring beløbets størrelse.
USA og Rusland har på det seneste ført en række forhandlinger for at få afsluttet Ruslands tre år lange krig i Ukraine.
Fra ukrainsk og europæisk side har det været et krav, at en fredsaftale indeholder sikkerhedsgarantier for Ukraine.
Fredag ventes Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at besøge Donald Trump for at indgå en mineralaftale. Ukraine råder over en række sjældne mineraler, som USA vil have adgang til.
Trump har ikke givet Ukraine et løfte om, at der følger sikkerhedsgarantier med i en mineralaftale. Trump har i stedet udtalt, at "det er Europa, der må give Ukraine sikkerhedsgarantier".
Rutte tilføjer i sit opslag torsdag på X, at Nato-allierede arbejder hurtigt i bestræbelserne på at øge forsvarsbudgetterne.
På Natos hjemmeside fortæller generalsekretæren, at han og Donald Trump under torsdagens samtale var enige om, at Europa og Canada skal øge deres forsvarsbudgetter og produktionskapacitet betydeligt.
Nato har en målsætning om, at medlemslandene skal bruge to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar. Donald Trump har udtalt, at han mener, at det skal hæves til fem procent.
Øgede forsvarsbudgetter og produktionskapacitet vil være på dagsordenen til et Nato-topmøde i juni.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker