Nato: Amerikanske bomber kan have ramt Kunduz-hospital
Det er ved at blive undersøgt, om amerikanske fly utilsigtet har dræbt personer fra Læger Uden Grænser.
Det kan have været amerikanske bomber, der har dræbt personale fra Læger Uden Grænser i den afghanske by Kunduz natten til lørdag.
Det meddeler Nato, efter at det er kommet frem, at mindst tre personer fra den internationale nødhjælpsorganisation er blevet dræbt i et angreb på et hospital. Samtidig meldes over 30 personer savnet.
- Amerikanske styrker udførte et luftangreb i Kunduz klokken 2.15 (lokal tid, red.) mod individer, som udgør en trussel. Angrebet kan have resulteret i utilsigtede skader på en nærliggende medicinsk klinik. Denne episode er ved at blive undersøgt, skriver Nato i en meddelelse.
Tidspunktet stemmer meget godt overens med det, som Læger Uden Grænser har beskrevet i sin pressemeddelelse om angrebet.
Her nævner organisationen klokkeslættet 2.10, hvor hospitalet blev ramt "adskillige gange".
Der var på det tidspunkt 105 patienter og flere end 80 medarbejdere til stede.
Nationaliteten på ofrene og de savnede kendes endnu ikke, og Læger Uden Grænser har oplyst, at man endnu ikke kender det endelige drabstal.
Kunduz har siden mandag i denne uge været centrum for voldsomme kampe mellem Taliban og afghanske regeringsstyrker, der har fået opbakning af internationale specialstyrker.
Taliban fik kontrol over byen mandag, men måtte torsdag overgive den til afghanske styrker.
Læger Uden Grænser har siden mandag behandlet 394 sårede på hospitalet, oplyser organisationen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker